April, 2010
Ligestilling og klimaændringer
Kvinder i syd og mænd i nord er hårdt ramt af klimaændringerne. Efter tsunamien i Asien i 2004 var 70–80 procent af de omkomne kvinder, og i Arktis medfører den smeltende is at jægernes traditionelle levevej forsvinder. Kvinder og mænd påvirkes af og påvirker klimaet på forskellige måder, ligesom de sætter forskellige CO2-fodspor. I klimaåret 2009 var det derfor vigtigt for Norden at sætte kønsperspektivet på den internationale klimadagsorden.
Målet var at få ligestillingsperspektivet med i FN’s nye klimaaftale. Den aftale verdens ledere nåede frem til under COP15 i København i december 2009 var en skuffelse for mange, blandt andet fordi den ikke er juridisk bindende. Men alligevel var det en sejr for Norden at aftaleteksten har flere referencer til køn.
- Vi har fået referencer til kønsperspek-tivet med i aftalen. Det er et skridt på vejen som jeg er meget tilfreds med. Norden har skabt et godt grundlag med det arbejde som er gjort indtil nu, og det er noget vi tager med videre til næste forhandlingsrunde hvor vi kan håbe på endnu bedre resultater. Men det er klart at vi helst havde set at aftalen var blevet juridisk bindende, siger Árni Páll Árnason, ligestillingsminister på Island, som havde formandskabet i Nordisk Ministerråd i 2009.
Kvinder og mænd påvirker og påvirkes forskelligt
Der er flere grunde til at klima og lige-stilling skal ses i en større sammenhæng. En er at kvinder og mænd påvirker klimaet på forskellige måder. Blandt andet kører mænd i den industrialiserede verden mere i bil end kvinder og udleder på den måde mere CO2, mens kvinder oftere rejser med mere miljøvenlige transportmidler. Det anslås for eksempel at mænd er ansvarlige for 75 procent af al bilkørsel i Sverige.
En anden grund er at klimaændringerne påvirker kvinder og mænd forskelligt. I forbindelse med klimarelaterede katastrofer som oversvømmelser drukner langt flere kvinder end mænd, som regel fordi de ikke kan svømme eller redde sig i sikkerhed ved at klatre op i træer.
- En undersøgelse fra London School of Economics konkluderer at kønsfor-skellene i dødeligheden i tilknytning til naturkatastrofer hænger direkte sammen med kvinders økonomiske og sociale rettigheder, sagde Rebecca Pearl fra netværket GenderCC – Women for Climate Justice – da hun deltog i et nordisk debatpanel ved FN’s Kvindekommis-sions sammenkomst i marts 2009.
Video om klimaforandringer og ligestilling
Mænd påvirkes også af klimaændring-erne og kan for eksempel miste deres job når de rammes af klimarelaterede naturkatastrofer. Arktis er et af de områder i verden hvor konsekvenserne af klimaændringerne er åbenbare. Mænd i traditionelle jægersamfund i Arktis påvirkes i høj grad af klimaændringerne. For eksempel bliver jagtsæsonen kortere og jagtområderne mindre når havisen smelter, og det så bliver vanskeligere eller umuligt at drive jagt på isen.
Fra at befinde sig på toppen af samfun-det er jægerne nu havnet på bunden fordi deres færdigheder er blevet mindre anvendelige. Jægerne kan ikke længere være eneforsørgere for familien. Det for-talte Malin Jennings, grundlæggeren af Arctic ICCE (Indigenous Climate Change Ethnographies), ved debatarrangementet om klima og ligestilling i Nordisk Ministerråd i december 2009.
- Det skaber sociale problemer, sagde hun.
Skæv kønsfordeling når beslutningerne bliver taget
I og med at kønnene påvirkes og påvirker klimaet forskelligt, er det vigtigt at der er en ligelig kønsfordeling i beslutningsprocesserne omkring klimaforhandlingerne. Det er ikke tilfældet i dag. For eksempel udgør andelen af kvindelige delegationsledere som deltager ved de internationale klimaforhandlinger i FN mellem 15 og 20 procent.
- Når både kvinder og mænd tager beslutninger på baggrund af deres egen virkelighed, deres behov og deres erfaringer, er der større sandsynlighed for at løsningerne tager hensyn til interesserne hos en bredere del af befolkningen. Ikke mindst vil det medføre en mere miljøvenlig adfærd. Dermed vil det gavne os alle, også jordens sundhed, konkluderede de daværende nordiske ligestillingsministre i et debatindlæg i det danske dagblad Information i marts 2009.
Eftersom ligestillingsperspektivet er en del af teksten i den nye klimaaftale, er Norden kommet et skridt nærmere en mere ligestillet klimapolitik. Vi ved endnu ikke om de fremtidige klimaforhandlinger vil resultere i en juridisk bindende aftale, men det nordiske fokus på kønsperspektivet fortsætter med uformindsket styrke.
Fakta
- Kvinder og mænd sætter meget forskellige CO2-fodspor.
- Kvinder og mænd påvirkes forskelligt af klimaændringerne.
- Kvinder er sjældent involveret i beslutningsprocesser, for eksempel ved klimaforhandlinger.
- Mænd kører oftere i bil end kvinder.
- Kvinder rejser oftere med offentlig transport end mænd.
- 70–80 procent af de omkomne efter tsunamien i Asien i 2004 var kvinder.
- 62 procent af kvinderne og 54 procent af mændene er villige til at betale ekstra for miljøvenlige produkter.
- 81 procent af kvinderne, men kun 67 procent af mændene støtter klimamærkning af fødevarer og dagligvarer.
