I 2008 måtte nogle af verdens største banker reddes af deres regeringer for at undgå finansielt kaos.
Det enorme indskud af skatteydermidler vakte stor vrede i befolkningerne, og politikerne måtte stille et grundlæggende opgør med en usund finans- og spekulationskultur i udsigt.

Nu to år efter begynder konturerne af den skærpede finansregulering at tegne sig. Nok sker der stramninger og justeringer rundt omkring i systemet, men noget grundlæggende opgør er det ikke blevet til. Finansverdenens lobbyister er dygtige og effektive, og de har i vidt omfang forstået at sætte kursen for den regulering, der skal ske af dem selv.

Når den næste krise kommer, vil vi stå i den samme situation som i 2008: At mange banker er ”too big to fail” og derfor vil blive reddet af staterne endnu engang. Politikere og også bankerne selv har naturligvis haft travlt med rituelle besværgelser om, at det ikke vil ske. Men de ved formentlig godt selv, at de ikke kan holde det løfte.

Der er derfor grund til at se nærmere på de dybereliggende årsager til krisen, som skal findes i bankernes grundlæggende forretningsmodel og i synet på penge, som har ændret sig afgørende gennem de seneste tre årtier.

For det første har pengene løsrevet sig fra økonomien, og en selvstændig finansøkonomi har set dagens lys. Det opleves ikke længere som kunstigt, at man kan tjene flere penge på at flytte rundt på pengene selv, end man kan tjene ved møjsommeligt at skabe værdi og produktion i realøkonomien.

I finansøkonomien kan man tilmed opnå fortjeneste langt hurtigere – i princippet på minutter – og finansøkonomien bliver dermed en dødeligt farlig konkurrent for den reelle produktion, når det drejer sig om at tiltrække såvel finansiel som menneskelig kapital. Tænk bare på, hvor mange skarpe hjerner, der arbejder i finansindustrien med at udtænke komplicerede ”produkter”, der ikke skaber noget nyt for samfundet, men blot flytter rundt på eksisterende værdier. Disse ofte uigennemskuelige ”finansielle produkter” var som bekendt en af hovedårsagerne til krisen

For det andet har synet på det at drive virksomhed ændret sig radikalt, særligt i de store børsnoterede virksomheder, med fremkomsten af det såkaldte ”shareholder value” paradigme.

Dette paradigme går i grove træk ud på, at en virksomheds primære opgave er at skabe værdi til sine ejere (aktionærer). Andre interessentgrupper – kunder, medarbejdere, leverandører og samfundet som sådan - er i princippet underordnede i forhold til ejernes interesser.

Samtidig bliver det stadig vigtigere at skabe indtjening på kortere tid, blandt andet på grund af konkurrencen fra finansindustrien. For at opnå dette, er det afgørende, at der skabes og vedligeholdes positive forventninger omkring virksomheden, da dette er afgørende for aktiekursen. Derfor bliver det en af ledelsens vigtigste opgaver at skabe disse forventninger, og virksomheden må derfor til stadighed træffe strategiske beslutninger om opkøb af konkurrenter, frasalg, rationaliseringer med mere. Denne mekanisme gør det muligt for nutidens ejere at indkassere ikke blot nutidens indtjening, men også fremtidens! Bindes virksomhedens direktører tillige personligt ind i konceptet gennem aflønning med aktier, bliver fristelsen til at skabe tom vækst for alvor stor.

Med andre ord rettes virksomhedens opmærksomhed i højere grad mod at skabe værdi for ejerne på kort sigt, end på løsningen af virksomhedens egentlige opgave: Gennem sine produkter eller tjenester at dække reelle behov, som andre mennesker eller virksomheder har.

For banker får dette en helt særlig betydning. Bankernes klassiske funktion er at tage imod opsparing og formidle denne videre i form af lån og investeringer til virksomheder eller personer, som sætter produktion eller boligbyggeri i gang og således bidrage til samfundets udvikling. Dertil kommer opgaven med at varetage den nationale og internationale betalingsfunktion på en rationel måde – opretholde en slags pengenes motorvej og dermed i grunden sikre en offentlig finansiel infrastruktur.

Dette er bankernes primære opgave, som naturligvis skal løses på en forretningsmæssig måde – men forretningen i sig selv er ikke opgaven.

Dette syn er grundlæggende ændret. Nu definerer bankerne sig selv som ”forretninger som enhver anden” – selv om finanskrisen tydeligt viste noget andet. Man hører sågar politikere sige at ”bankerne er sat i verden for at tjene penge”, selv om de samme politikere i andre sammenhænge ønsker, at bankerne i højere grad skal tage samfundsansvar, eksempelvis ved at yde flere lån til virksomhederne. Bankerne skal selvfølgelig tjene penge, men at sige, at det er dét, de er sat i verden for, er at vende tingene på hovedet.

Nu findes der faktisk banker, der tager udgangspunkt i deres egentlige opgave, og sætter løsningen af den i første række – og som samtidig tjener et rimeligt og fair overskud på det.

Én gruppe er klassiske lokale pengeinstitutter. De har holdt fast i deres oprindelige opgave – at understøtte lokalsamfundets udvikling – og afholder sig fra både selv at spekulere og at sælge spekulative produkter til kunderne.

En anden gruppe er de stærkt voksende mikrofinansbanker i udviklingslandene, der ser det som deres opgave at bekæmpe fattigdom ved at give små iværksættere adgang til lånekapital.

Endelig er der de banker, der ønsker at fremme langsigtet miljømæssig og social bæredygtighed gennem deres virksomhed. De har bygget deres virksomhed op omkring finansiering af fremtidens samfund: Økologiske fødevarer, vedvarende energi, klimavenligt byggeri, men også kultur- og  undervisningstilbud og værdige bo- og arbejdsforhold for samfundets marginaliserede grupper.

De tre prisvindende banker hører til denne gruppe sammen med for eksempel hollandske Triodos Bank, tyske GLS Bank, og italienske Banca Etica.

Med inspiration fra den mere visionære bankvirksomhed, der her er beskrevet, er det vores opfattelse, at det er muligt at trække finansindustrien i retning af et større fokus på bankernes klassiske samfundsfunktion – og dermed kraftigt mindske risikoen for nye finanskriser. Dette kan blandt andet ske ved at gøre spekulation og finansiering af spekulation mindre attraktivt gennem såvel skattemæssige som andre incitamenter. Det skal være mindre attraktivt at agere kortsigtet.

Det afgørende er, at vi som samfundsborgere kan etablere en demokratisk konsensus om, at det er den vej, vi må gå. I mellemtiden kan vi som forbrugere og bankkunder stille krav til vores bank om større gennemsigtighed og samfundsbevidsthed. Og være villige til at stemme med fødderne.