Børn og unge skal op af sofaen
Stor nordisk satsning på at få børn og unge til at bevæge sig mere. Konferencen Nordic Movement Solutions i Malmø et skridt på vejen til at minimere fedmeepidemien blandt de yngste.
33 pct. af børn og unge i Norden bevæger sig mindre end det anbefalede minimum. Fedmeepidemi og følgesygdomme truer derfor folkesundheden. Det vil kræve en aktiv indsats at få leg og bevægelse tilbage i børn og unges hverdag.
Det er baggrunden for at Nordisk Ministerråd og Nordisk InnovationsCenter i samarbejde med den danske tænketank Mandag Morgen har taget initiativ til konferencen Nordic Movement Solutions. Ambitionen er at bidrage til at skabe fremtidens rammer for leg og bevægelse.
- Hvis vi ikke lykkes med at få folk til at bevæge sig mere ser billedet dystert ud. Derfor er det vigtigt, at vi finder nye veje til at få mere bevægelse ind i hverdagen, især for børn og unge. Specielt vores nordiske tradition med at være aktiv i naturen synes jeg, vi skal værne om, sagde Halldòr Asgrimsson, Generalsekretær i Nordisk Ministerråd, i sin åbningstale.
Den danske indenrigs- og sundhedsminister talte også på konferencen:
- Vi må arbejde målrettet og kreativt på at fremme sundhed og forebyggelse; både i daginstitutionerne, skolerne, idrætsforeningerne og fritidsklubberne, så motion og fysisk aktivitet fylder mere i børnenes hverdag. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme, at de gode vaner begynder i familien – hos forældrene. De sætter mere end nogen andre normen og standarden for, hvor aktive vores børn er og bliver, sagde Bertel Haarder, der også er tidligere nordisk samarbejdsminister.
Konferencen er en del af de nordiske samarbejdsministres ”Strategi for børn og unge i Norden”, hvor ambitionen er at gøre Norden til det bedste sted i verden for børn og unge.
Under overskriften ”Giv børnene legen tilbage” samledes aktører fra hele Norden derfor den 30. november for at diskutere, hvordan det skal ske i praksis og udveksle konkrete løsninger
Den islandske børne-tv-stjerne, actionhelt og sundhedsforkæmper Magnús Scheving deltog sammen med en lang række andre eksperter, skoleledere og institutionsledere.
- Innovation er vigtig i alle brancher og vi oplever i dag en række udfordringer med at få børn og unge til at bevæge sig mere. For at imødegå de udfordringer er det helt nødvendigt med nytænkning indenfor en række områder, lige fra produktudvikling til politiske rammer, udtalte Ivar Kristensen, direktør for Nordisk InnovationsCenter på konferencen.
Læs mere på www.mm.dk/nms2010
Kontakter
Lene Breum Larsen
Telefon
+4533960243
E-mail
lbl@norden.org
