Handlinger tilknyttet webside

Bredde eller elite – hvor skal fremtidens skole satse?

Talentudvikling og kreativitet i naturvidenskabelige uddannelser var i fokus på en nordisk konference 14-16. september. En ny rapport om kreativitet, innovation og entreprenørskab i Nordens uddannelsessystemer blev fremlagt på konferencen.

18/09 2010

Nordiske undervisningsfolk mødtes med unge naturvidenskabstalenter til konference om talentudvikling i skolesystemet.

Skolefolk fra de nordiske lande mødtes i Sorø i Danmark for at diskutere talentudvikling indenfor naturvidenskabelige uddannelser.

To hold skoleelever fra henholdvis grundskole og gymnasiet var med på sidelinjen og gav deres bud på, hvordan vi bedst møder fremtidens udfordringer.

- Norden har brug for unge, der vælger en naturvidenskabelig uddannelse og der er enorme muligheder for en karriere indenfor det felt, sagde afdelingschef for Grundskole og Folkeoplysning i det danske Undervisningsministerie Peter Grønnegaard i sin åbningstale.

Her fokuserede han på teknik som en del af løsningen, ikke årsagen til globale udfordringer som klimakrisen.

Konferencen, som blev afholdt i forbindelse med det danske formandskab for Nordisk Ministerråd, er netop et led i bestræbelsen på at ruste uddannelsessystemet til at møde globaliseringens udfordringer.

Den blev holdt i regi af Lære- og Dialogforum, et tiltag fra Nordisk Ministerråd for at fremme videndeling på tværs af de nordiske lande, blandet andet via webstedet dialognorden.org

Værter var Mærsk McKinney Møller Videncenter, hvis leder Hanne Hautorp lagde vægt på nødvendigheden af at fremme eliten og dyrke talenterne, fordi det styrker de svagere elever også.

Det er en tankegang, der ifølge Peter Grønnegaard har været fremmed i et nordisk skolesystem, der har satset mere på at give alle den samme uddannelse end på at styrke eliten.

- Talenter skal have plads, samtidig med at bredden støttes og de allersvageste hæves, mente Grønnegaard.

En kommende rapport om kreativitet, innovation og entreprenørskab i Nordens uddannelsessystem blev præsenteret af lektor Michael Dal fra Islands Universitet.

Han lagde vægt på, at det pædagogiske entreprenørskab skal være i fokus.

- Vi skal aktivere talentet ved at fremme et læringsfællesskab, ikke bare via elitepleje, sagde han.

Dal understregede, at selvom der er store forskelle mellem de nordiske lande, er der en fælles forståelse og et fællesnordisk forbillede i folkeoplysningstanken og begrebet om livslang læring.

Spørger man de unge selv, så er talentpleje en naturlig del af uddannelsessystemet og noget, som gavner alle.

- Det er især godt for de danske virksomheder, hvis de bedste bliver endnu bedre, mente to af de unge deltagere, som lød til at have fanget arrangørernes budskab om, at det kræver en ekstra indsats, hvis Norden skal klare sig i den globale konkurrence.

Kontakter

Michael Funch
Telefon +45 33960332
E-mail mifu@norden.org

Specialkonsulent Gunvor Barnholt

Undervisningsministeriet

Gunvor.Barnholt@uvm.dk