Butiksejere får hjælp til at tænke grønt
En ny hjemmeside giver butiksejere i Norden ideer til, hvordan de kan gøre deres forretning mere bæredygtig og samtidig vinde konkurrencefordele.
En ny nordiske hjemmeside giver butiksejere en masse inspiration og nogle helt konkrete ideer og redskaber til at blive grønnere, både i forhold til producenter og konsumenter.
- Fotograf
- Johannes Jansson/norden.org
- Detailhandelen er bindeleddet mellem leverandører og kunder. Derfor er det afgørende at give detailhandelen mulighed for at komme med på den grønne bølge, så de kan påvirke produktionen af de produkter, der skal på hylderne, siger den danske miljøminister Karen Ellemann om den ny hjemmeside.
Ministeren fremhæver også betydningen af at give kunderne miljørigtige valgmuligheder ved at fremhæve de mest miljøvenlige produkter, eksempelvis varer tilkendt det nordiske svanemærke.
Det nye site behandler emner som eco-design og dækker hele forløbet fra producent til kunde. Det giver ideer til, hvordan man får kunderne til at vælge de grønne produkter og tips om ting som affaldshåndtering og bæredygtig drift.
Formålet er at få butiksejere til at tænke grønne løsninger ind i deres egen butik både i forhold til leverandører og kunder. På sitet kan detailhandelen finde en række cases fra de nordiske lande og inspirerende idéer til, hvordan butikkerne kan arbejde med bæredygtighed.
Èn af mulighederne for at profilere sig som grøn butik er for eksempel at miljømærke sin butik gennem det nordiske miljømærke Svanen.
Et andet mål med hjemmesiden er at fremhæve de mange fordele, der er ved at give sin butik en grøn profil. Det kan være lavere omkostninger til energi- og affaldshåndtering og et forbedret image, der vil kunne ses på bundlinjen.
- Det skal ikke være svært at hoppe med på den grønne bølge. Indtil nu har det måske virket uoverskueligt for mange butikker at komme i gang, men med den nye hjemmeside giver vi en masse inspiration og nogle helt konkrete ideer og redskaber til at blive grønnere, siger Karen Ellemann.
Sitet er på engelsk og da de nordiske lande står stærkt indenfor bæredygtigt produktion og forbrug kan det også bruges som inspiration i lande udenfor Norden og samtidig styrke det nordiske brand som en bæredygtig region.
Projektet er finansieret af Nordisk Ministerråd og gennemføres af den danske Miljøstyrelse.
Kontakter
Michael Funch
Telefon
+45 33960332
E-mail
mifu@norden.org
