Danmark donerer 75.000 EUR til ny nødfond
Danmark donerer 75.000 EUR til den nye EHU nødfond som hjælper bortviste studerende fra hviderussiske universiteter med at blive overflyttet til European Humanities University i Vilnius.
EHU nødfonden skal bidrage til dækning af EHU's ekstraudgifter som følge af det øgede antal studerende på grund af bortvisningerne fra hviderussiske universiteter. Midlerne kan desuden bruges til etablering af stipendier til kost og logi.
Med den danske donation og Nordisk Ministerråds donation på 20.000 EUR udgøres nødfonden nu af 95.000 EUR.
I tillæg til donationen til nødfonden har Danmark i alt givet 300.000 EUR til EHU Trust Fund.
Danmarks udenrigsminister, Lene Espersen, har udtalt sig om den aktuelle situation i Hviderusland og donationen til EHU på Udenrigsministeriets netsted.
EHU har spillet en ledende rolle i arbejdet med at bevare den intellektuelle frihed i Hviderusland siden oprettelsen i Minsk i 1992. EHU blev i 2004 lukket af præsident Lukashenko og tvunget i eksil i Vilnius. EHU er nu det eneste hviderussiske alternativ til en statskontrolleret højere uddannelse.
European Humanities University er afhængig af støtte fra det internationale samfund og donorer. Den økonomiske støtte ydes af EU, flere europæiske regeringer, USA's regering, Nordisk Ministerråd og private fonde. EHU Trust Fund administreres af Nordisk Ministerråd som sikrer at donationerne gennemføres sikkert og gennemsigtigt.
Kontakter
Teppo Heiskanen
Telefon
+45 33 96 02 73
E-mail
tehe@norden.org
