Handlinger tilknyttet webside

De nordiske miljøministre forstærker klimasamarbejdet

Via opbygningen af en grøn økonomi skabes der forudsætninger for et mere giftfrit miljø og en bæredygtig brug af ressourcer. Dermed bidrager vi til økosystemer i balance og en stærkere samfundsøkonomi, understregede de nordiske miljøministre ved deres møde i København den 2. november.

02/11 2011
Vindmøller i Øresund
Fotograf
Sigurður Ólafsson/norden.org

– Den islandske miljøminister påpegede at overgangen til en grøn økonomi ikke betyder at vi skal give afkald på vores livskvalitet, men snarere at en grøn økonomi kan sikre en bedre livskvalitet lokalt og globalt i et kort- og langsigtet perspektiv.

Miljøministrene besluttede at intensivere dialogen om en grøn økonomi op til FN's verdenskonference om bæredygtig udvikling, Rio+20, i juni 2012.

– Den norske minister noterede med glæde at de nordiske lande blev enige om at støtte et norsk forslag om at samarbejde om temaerne energi, beskyttelse af økosystemerne samt bæredygtighedsmålene op til Rio+20.

En vigtig mulighed for en sådan dialog med vækstøkonomier og udviklingslande er mødet i Stockholm i april – 40 år efter Stockholm-konferencen om miljø i 1972.

– Den danske miljøminister pegede på at en grøn økonomi handler om at få miljøaspekterne ind i de centrale økonomiske beslutningsprocesser. De nordiske lande har gode erfaringer inden for grøn økonomi, blandt andet med grønne offentlige indkøb og grønne afgifter. Dette er erfaringer som vi aktivt og i fællesskab skal gøre brug af i forhold til Rio+20 og det danske formandskab for EU 2012.

– Den danske klimaminister understregede at det i kraft af de stigende priser på alle ressourcer bliver endnu mere tydeligt at den økonomiske krise og ressourcekrisen kræver fælles løsninger.

De nordiske lande har i samarbejde med Det Nordiske Miljøfinansieringsselskab (NEFCO) og Nordisk Udviklingsfond (NDF) besluttet at satse på at skabe et grundlag for helt nye og fleksible finansieringsmekanismer med henblik på at reducere udledningen af klimagasser i ulandene. Nordiske pilotprojekter i Vietnam og Peru skal danne basis for en større reduktion af udslip i overensstemmelse med markedsbaserede principper.

– Den finske miljøminister sagde at projekterne, som er de første af deres slags, skal præsenteres ved FN's klimamøde i Sydafrika i december, og at de nordiske miljøministres forhåbning er at projekterne giver erfaringer som kan inspirere andre.

Udslippet af kortlivede klimakomponenter er især alvorligt i forhold til smeltningen af is i Arktis, og miljøministrene besluttede at der skal afholdes en workshop med henblik på at udarbejde konkrete forslag om de hidtil uregulerede klimakomponenter sod, metan og troposfærisk ozon for at mindske den hastighed hvormed isen smelter. Norden vil vise vejen.

– Den svenske miljøminister understregede at kortlivede klimakomponenter er et højaktuelt emne i Arktisk Råd, og at Sverige som formand for rådet arbejder for en beslutning om konkrete tiltag i de arktiske lande. 

– Den grønlandske miljøminister fremførte et ønske om at man i det fremtidige nordiske samarbejde også vil fokusere på hormonforstyrrende stoffer, kviksølv, PCB og havmiljøet i Arktis samt biologisk mangfoldighed og bæredygtig udvikling af ressourcer og økosystemtjenester.

Efter mødet mødte miljøministrene deres nordiske parlamentarikerkolleger fra Nordisk Råds Miljøudvalg. Her diskuterede man et nordisk pantsystem, klimaspørgsmål, en luftkvalitetsrapport fra WHO og miljøsituationen i Østersøen.

Kontakter

Mats Ekenger
Telefon +45 3396 0282
E-mail mek@norden.org

Michael Funch
Telefon +45 33960332
E-mail mifu@norden.org

Relateret indhold
  • De nordiske lande vil løfte CO2-markedet op på et nyt niveau (Nyhed)

    Det nuværende globale CO2-marked kan forbedres som følge af et nyt nordisk initiativ som udvider enkeltstående projekter om CO2-reduktion til også at omfatte bredere segmenter af økonomien. Projektet kan bidrage til at effektivisere den globale handel med CO2-kvoter og introducere nye mekanismer til de igangværende globale klimaforhandlinger.

  • De nordiske miljøministre: Økonomien er ikke det eneste aspekt ved måling af velfærd (Nyhed)

    Der bør tages mere hensyn til miljøfaktorerne når man måler velfærd. For at menneskers og samfundets velfærd skal kunne måles som en helhed, er der ved siden af BNP også brug for andre parametre end de der fokuserer på økonomi, fastslog de nordiske miljøministre den 15. marts i Bruxelles.

  • Ny rapport: BASIC-alliancen handler om meget mere end klimaspørgsmål (Nyhed)

    Et projekt, som nu har varet et år, identificerer de indenrigs- og udenrigspolitiske faktorer som førte Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika sammen med henblik på at ændre COP15-forhandlingerne. En rapport, som offentliggøres den 13. oktober og som er udarbejdet af Nordisk Ministerråd og Stockholm Environment Institute, dokumenterer de nye dynamikker i den globale politik og undersøger landenes fremtidige rolle i de internationale klimaforhandlinger.

  • Nordiske klimainvesteringer medfører markant reduktion af kuldioxidudslip (Nyhed)

    Det Nordiske Miljøfinansieringsselskab (NEFCO) kan i sit årsregnskab for 2010 fremvise et godt miljøresultat. Især opnåede selskabet i kraft af sine klimainvesteringer et opmuntrende miljøresultat.