De nordiske statsministre diskuterede migration i London

04.02.16 | Nyhed
De nordiske statsministre
De nordiske statsministre mødtes torsdag den 4. februar i London i forbindelse med den fjerde internationale donorkonference for Syrien. Det var Finland, som har formandskabet for Nordisk Ministerråd i år, der indkaldte til dette uofficielle møde.

Hovedtemaet for diskussionerne var migration. Statsministrene konstaterede, at situationen har forandret sig markant, siden de i oktober sammentrådte i Danmark og i Island.
 
Statsministrene fremhævede, at effektivt samarbejde og indbyrdes kommunikation også fremover vil være alfa og omega. Ligesom samarbejdsministrene, som mødtes i Finland i onsdags, understregede statsministrene, at det er vigtigt, at de nordiske lande bliver ved med at udveksle erfaringer og lære af hinanden.
 
– Vi havde en rigtig god debat om den aktuelle migrationssituation. De nordiske lande er en familie, og vi har et stærkt samarbejde. Regelmæssig udveksling af tanker og erfaringer sikrer, at vi i fællesskab kan finde løsninger til vores fælles udfordringer, konstaterede statsminister Juha Sipilä.
 
– I dag fokuserede diskussionen hovedsageligt på vellykket integration og grænsemæssige problemstillinger. Det er vigtigt at sikre, at vores aktuelle udfordringer ikke stikker en kæp i hjulet for vores øvrige nordiske samarbejde, som vi bedriver løbende for blandt andet at eliminere grænsehindringer, som besværliggør handel mellem landene, sagde statsminister Sipilä.