Det nordiske energimarked under lup

12.11.15 | Nyhed
De nordiske energiministre har bedt om at få udarbejdet en strategisk analyse af det nordiske energimarkeds fremtidspotentiale. Samtidig hylder Det Internationale Energiagentur de nordiske lande som klimapionerer i World Energy Outlook, som blev publiceret den 9. november. Ministrene drøfter desuden de nordiske aktiviteter på og efter COP21.

Nordisk Ministerråd for energipolitik sammentrådte i København den 10. november for blandt andet at diskutere det nordiske energimarkeds rolle i EU's energiunion. Det nordiske marked er verdens mest integrerede makroregionale marked, og ministrene kunne desuden fejre hundredårsdagen for det første strømkabel mellem to nordiske lande, som forenede Danmark og Sverige i 1915.

Samme dag blev Det Internationale Energiagenturs publikation World Energy Outlook udgivet, og her fremhæves de nordiske lande som globale foregangslande, når det gælder om at adskille økonomisk vækst og klimaudledning.

EU's kommissær for energiunionen, Maroš Šefčovič, mødtes med ministrene og hilste samtidig de nordiske landes bidrag til EU's energipolitik velkommen og understregede behovet for et større regionale samarbejde, hvis man skal sikre en fossilfri økonomi.

Den danske Energi-, Forsynings- og Klimaminister, Lars Christian Lilleholt, tilføjede, at de nordiske lande er stolte over at indtage en så fremtrædende rolle i den globale klimaindsats.

– Vi kan vise verden et eksempel på, hvad man kan opnå gennem regionalt samarbejde i stedet for national enegang. Mange betragter de nordiske lande som en rettesnor for Europa, hvad angår grøn energiforsyning. De første nordiske strømkabler blev gravet ned under 1. verdenskrig, men nu bekæmper vi global opvarmning og bevæger os i retning af en grøn omstilling, sagde Lilleholt på ministerrådsmødet.

Den strategiske analyse af det nordiske energimarked vil blive udført under ledelse af Nordisk Ministerråd, og der vil blive fremlagt en statusopdatering på energiministrenes næste møde i efteråret 2016.

Energi i centrum på COP21

De nordiske landes succes med hensyn til at adskille økonomisk vækst og klimaudledning tilskrives delvist det velfungerende og højt integrerede nordiske energimarked.

Det er et af de områder, som IEA og Nordic Energy Research (NER) vil se nærmere på i den kommende udgave af Nordic Energy Technology Perspectives, som publiceres i 2016, og her kaster man blikket frem mod en CO2-neutral nordisk region med bæredygtig energiproduktion.

Energiministrene drøftede også FN's kommende klimatopmøde i Paris, COP21, hvor der vil være fokus på energiens rolle i forhold til at bidrage til en sænkning af klimaudledningen.

De nordiske lande vil under Nordisk Ministerråds auspicier præsentere en række grønne løsninger set ud fra et nordisk perspektiv på deres pavillon. På en event arrangeret af IEA og NER vil nogle af de nordiske energiministre fortælle om de nordiske landes erfaringer fra det banebrydende arbejde med at adskille økonomisk vækst og klimaudledning.

Du kan finde mere information om de nordiske aktiviteter på COP21 på www.norden.org/cop21