EU i hovedrollen på Nordisk Råds session
Norden og EU, et udvidet nordisk samarbejde om udenrigs- og forsvarspolitikken samt den stigende ungdomsarbejdsløshed er i centrum når Nordisk Råds session 2009 løber af stablen i Stockholm den 27.-29. oktober.
Topmødet mellem alle de nordiske statsministre og lederne af de største oppositionspartier i Norden indleder årets session tirsdag den 27. oktober. Samme aften bliver vinderne af Nordisk Råds priser i litteratur, musik, film samt natur og miljø hædret ved et arrangement i Kulturhuset.
Men allerede inden det for alvor går løs arrangeres der mandag den 26. oktober både en frokostdebat om den dramatisk stigende ungdomsarbejdsløshed i Norden og et klimaseminar på højt niveau med deltagelse af blandt andre den svenske miljøminister Andreas Carlgren.
Onsdag eftermiddag åbnes debatten om et udvidet udenrigs- og forsvarspolitisk samarbejde med deltagelse af de nordiske udenrigs- og forsvarsministre.
Menneskehandel, forskning, sundhed, samarbejdsministrenes spørgetime og valget af en ny præsident for Nordisk Råd er nogle af begivenhederne om torsdagen som er sessionens sidste dag.
Nordisk Råds session samler statsministrene, oppositionslederne, en række ministre og parlamentarikere fra hele Norden i den svenske rigsdag.
Journalistakkrediteringen på nettet lukker fredag den 23. oktober klokken 14.00. Hvis du ønsker at akkreditere dig senere, kan du ringe til Silje Bergum Kinsten på (+45) 21 71 71 56 eller Karin Arvidsson (+45) 21 71 71 45, eller du kan kontakte registreringen i den svenske rigsdag (indgang: Riksplan 1).
