Offentliggørelsen og uddelingen af Nordisk Råds priser tv-transmitteres 30. oktober i alle de nordiske lande
For første gang nogensinde afsløres vinderne af Nordisk Råds priser nu samtidigt med prisuddelingen. Det sker under en ny stor prisgalla den 30. oktober i Operaen i Oslo. For øjnene af tv-seere fra hele Norden offentliggøres vinderne af Rådets fem priser for Litteratur, Musik, Film, Miljø og som noget helt nyt – børne- og ungdomslitteratur.
Det er Norges public service kanal NRK, der sammen med Nordisk Råd har ansvaret for årets prisfest, som transmitteres i alle de nordiske lande. Dermed når priserne langt bredere ud end tidligere:
- Der har længe været ønsker om at løfte Nordisk Råds priser ind i en ny tidsalder og nå ud til et større publikum. Med denne ”Oscar-lignende” prisceremoni professionaliserer vi nu afsløringen og uddelingen af Nordisk Råds priser og håber dermed at få endnu større opmærksomhed om Rådets prestigefyldte priser, siger Marit Nybakk, præsident i Nordisk Råd.
Uddelingen af Nordisk Råds priser sker hvert år i forbindelse med Nordisk Råds årlige topmøde - sessionen. Som noget helt nyt afsløres navnene på prisvinderne først under selve prisceremonien. Alle nominerede til Nordisk Råds priser inviteres til at være til stede, og arrangørerne regner med at fylde Operaen med op i mod 1000 mennesker.
Vinderne af Nordisk Råds priser modtager sammen med prisen på 350.000 DKK også for første gang en helt ny prisstatuette, der bliver ens for alle fem priser. Den nye statuette uddeles for første gang i forbindelse med den nye prisceremoni den 30. oktober 2013 i Oslo. Norges nationale tv-kanal, NRK, transmitterer sammen med de øvrige nordiske landes tv-kanaler den festlige uddeling.
Jesper F. Schou-Knudsen
Telefon
+45 33 96 03 55
E-mail
jsk@norden.org
Sølvi Brun
Telefon
+47 23 31 36 02
E-mail
solvi.brun@stortinget.no
Kontaktperson NRK:
Ingerid Nordstrand, producent NRK Kultur
Tel: +47 99603903