Fødevarer – elefanten i rummet på COP23?

18.12.17 | Nyhed
Nordic Food Day at COP23
Photographer
Simon Hecht
Hvis man kan inddrage fødevarer i klimadebatten, vil det være en dobbelt sejr for menneskehedens og klodens sundhed. Øget gennemsigtighed, når det gælder udfordringer og muligheder i fødevaresystemer var de vigtigste resultater fra Nordic Food Day på COP23 den 9. november 2017. Den nordiske pavillon var forvandlet til en pop op-tænketank, hvor ledere fra organisationer såsom Verdensbanken, WWF, Greenpeace, FAO og EAT Foundation mødtes for at diskutere, hvordan vi får sat fødevarepolitik på klimadagsordenen.

På tide at tage skeen i den anden hånd

Fødevareområdet er omfattende. Det blev særligt tydeligt i kraft af det brede spektrum af deltagere på Nordic Food Day, som blandt andet omfattede ungdomsdelegater, ledende medarbejdere, forskere, ngo'er, civilsamfundsorganisationer og mellemstatslige organisationer. Selvom mad er et vigtigt emne, kommer det sjældent til sin ret i klimaforhandlingerne. Når det ikke har et tydeligt tilhørsforhold til ét forhandlingsspor, bliver flerdimensionale fødevareanliggender delt op og placeret i forskellige siloer.

Politik kan bane vejen for resultater, men drivkraften skal komme fra alle parter, herunder forbrugere, landmænd og virksomheder.

Ifølge Denise Loga, medgrundlægger og administrerende direktør for Sustainable Food Academy, er fælles indsatser og politisk engagement vigtige ingredienser i opskriften på klimahandling. Det åbenlyse sted at starte er at sætte fødevarer på COP-menuen: "Politik kan bane vejen for resultater, men drivkraften skal komme fra alle parter, herunder forbrugere, landmænd og virksomheder."

Selvom fødevareproduktion blev inkluderet i forskellige forhandlingsspor på COP23, er et paradigmeskift stadig altafgørende. Ved at arrangere en pop op-tænketank på den nordiske pavillon kunne Nordic Food Policy Lab byde deltagere, der drømmer stort, har storslåede visioner og muliggør forandring, på en menu bestående af initiativer og viden, som understøtter bæredygtige fødevaresystemer. Temadagen Nordic Food Day fungerede som kick-off for Nordic Food Policy Lab – et flagskibsprojekt, som er blevet søsat under de fem nordiske statsministres initiativ Nordiske løsninger på globale samfundsudfordringer.

Demokratisering af bæredygtige fødevarer

Nordiske erfaringer fra de seneste ti år viser, at politik baseret på at skabe nye samarbejdsformer kan fungere som katalysator for at ændre vores fødevareforbrug. Succeser omfatter blandt andet en række politikker angående ændrede kostvaner, fødevarekultur og gastronomi. Disse tilgange er bestemt ikke enestående for Norden, idet andre lande langt fra de nordiske implementerer lignende strategier.

Vi må ikke undervurdere offentlighedens parathed. På dette område er forbrugerne ofte mere klar end politikerne.

Gycs Gordon fra Perus erhvervsråd fremhæver de spillover-effekter, som man kan opnå ved at håndtere klimaforandringer via fødevaresystemer: “Mad er noget, der samler folk, og lige nu blomstrer det peruvianske køkken. Det er utroligt vigtigt for unge mennesker, eftersom det giver dem nye muligheder.” Ved at sætte særligt fokus på produktion og forbrug af fødevarer kan Perus regering i ét hug tage hånd om presserende problemer såsom beskæftigelse, klima, biodiversitet, kulturel identitet og sundhed.

Disse løsninger er ikke kun tilgængelige for nogle få heldige individer – de strækker sig langt ind i det peruvianske samfund. Du kan gå ind i et hvilket som helst supermarked og finde 20 forskellige kartoffelsorter, hvilket er et udtryk for, hvor vigtig denne knoldvækst er for både kultur og biodiversitet.

Man finder lignende tendenser i de nordiske lande, hvor forbrugerne i stadig stigende grad efterspørger lokale, økologiske og bæredygtige fødevarer. "Vi må ikke undervurdere offentlighedens parathed. På dette område er forbrugerne ofte mere klar end politikerne,” udtaler Nordisk Ministerråds generalsekretær Dagfinn Høybråten.

Vi er alle i samme båd

Selvom hvert land har sine udfordringer med fødevaresystemer, er der ét vigtigt aspekt ved Nordens fødevarepolitiske erfaringer, som alle kan tage ved lære af: samarbejde.

Nordic Food Day gik forrest i forhold til at sammenkæde klima og fødevarer og skabe en platform, hvorfra man kan kaste lys over den rolle, som fødevarer, landbrug og husdyrhold spiller i forskellige klimascenarier.

Professor Reyes Tirado, som er forsker ved Greenpeace Research Lab, præsenterer følgende opportunistiske scenarie: “Forestil dig, at vi har en bus med 20 pladser, som kan føre os sikkert hjem. Videnskaben fortæller os, at i 2050 vil 12-15 af pladserne være optaget af fødevaresystemet. Det betyder, at vi kun har fem pladser tilbage til alle de andre sektorer som energi, transport osv. Det er en deprimerende tanke, men hvis vi ændrer det globale fødevaresystem, kan vi sikre os 8-10 ledige pladser."

For at sikre ledige pladser i klimabussen er vi nødt til at samarbejde i tanke og handling og iværksætte tiltag, som fører os tættere på at begrænse den globale opvarmning til under 1,5 °C. “Nordic Food Day gik forrest i forhold til at sammenkæde klima og fødevarer og skabe en platform, hvorfra man kan kaste lys over den rolle, som fødevarer, landbrug og husdyrhold spiller i forskellige klimascenarier," konkluderer professor Tirado.

I førersædet

Løsninger, der er til gavn for menneskers og klodens sundhed, skal bakkes op af langsigtede forpligtelser, stærkt lederskab og politisk vilje. “Norden har allerede udvist en interesse i og en vilje til at gå forrest i arbejdet med at eksportere nordiske løsninger på globale udfordringer med at sikre sunde og bæredygtige fødevarer til alle,” siger doktor Gunhild Stordalen, EAT Foundations grundlægger og administrerende direktør. “Jeg håber, at der vil blive fulgt op med yderligere forpligtelser og konkrete, målbare handlinger – både på globalt plan og ikke mindst i vores egne lande.”

Jeg mener, at Norden har noget at byde på, især når det gælder politik, idéer og innovation.

For Dan Saladino, journalist og producent af BBC Food Programme, er idéer noget, der er værd at dele: "Jeg har set idéer, der spænder fra havbrug til skolemad – innovation og idéer, der adskiller sig fra alt, hvad jeg er stødt på andre steder, og derfor mener jeg, at Norden har noget at byde på, især når det gælder politik, idéer og innovation."

Inddragelsen af fødevaresystemet i den internationale klimadebat giver helt nye muligheder. Vi skal have modet til at tage fat i udfordringerne og lede efter løsninger uden for status quo. Nordic Food Day beviste, at det er muligt at føre vidt forskellige interessenter sammen med det formål at se nærmere på konkrete løsninger og skabe ny dialog om fødevarer og klima. Det er på høje tid, at vi tager skridtet fra ord til politiske ambitioner og går fra 'business as usual' til radikale ændringer af vores produktions- og forbrugsvaner. Tiden er inde til at skride til handling.

Contact information