Folkevalgte på hoteller uden callgirls
Danske, svenske og finske medlemmer af Europaparlamentet kræver, at EU parlamentarikerne kan indlogere sig på hoteller, som ikke formidler prostitution. Det fortæller den danske avis Politiken, der også har set på Nordisk Råds positive erfaringer med en politik på dette område.
Nordisk Råd har siden 2006 krævet garanti for at bookede hoteller og dets ansatte ikke formidler sexkøb. Seniorrådgiver Kenneth Broman fra Nordisk Råds sekretariat fortæller, at man på et tidspunkt flyttede bestillingen af 300 overnatninger til et andet hotel på grund af mangel på garanti. Til Politiken udtaler han:
-I begyndelsen var det svært at forstå for mange hoteller. Men nu oplever vi, at det er en succes. Hotellerne har taget fat i det. De har opdaget, at det er smart at have en politik på området. Vi tror ikke, at vi fjerner prostitution fra Norden, fordi vi har taget den beslutning. Men det skal være så vanskeligt som muligt.
Inspireret af denne nordiske politik har 37 nordiske medlemmer af Europaparlamentet nu foreslået, at der indføres en lignende politik på europæisk plan.
