Hænger dårlig mad og skolefravær sammen?
Ny rapport med eksempler fra alle de nordiske lande skal inspirere erhvervsskoler og kommuner til at sikre sund mad og mere bevægelse på ungdomsuddannelserne. Et forskningsprojekt skal nu se på sammenhængen mellem frafald, kost og motion.
Et nyt inspirationskatalog fra Nordisk Ministerråd beskriver best practice projekter om sund mad og bevægelse for 16-20 årige på ungdomsuddannelser i Norden. Eksemplerne kan være med til at vise vej for det videre arbejde med sund mad og bevægelse til elever på erhvervsskolerne, mener Danmarks fødevareminister Henrik Høegh.
- Kataloget viser, at der er mange faktorer, der spiller sammen i forhold til de unges trivsel på uddannelsen. Derfor har jeg bedt Danmarks Tekniske Universitet vurdere om initiativer, der skal fremme unges mad- og bevægelsesvaner på erhvervsuddannelserne, kan have en positiv indflydelse på det høje frafald fra nogle ungdomsuddannelser,” siger fødevareministeren.
Kataloget ”Sund livsstil på ungdomsuddannelser i Norden – fokus på sund mad og bevægelse” er et resultat af et fælles nordisk levnedsmiddelprojekt som led i det danske formandskab for Nordisk Ministerråd 2010, ”Norden i fremdrift”.
Her var ernæring og sundhed en prioriteret indsats, ligesom børn og unge var en særlig målgruppe. Kataloget er en opfølgning på handlingsplanen ”Nordisk Handlingsplan for bedre sundhed og livskvalitet gennem mad og motion” (2006).
Inspirationskataloget kan downloades på www.norden.org og www.altomkost.dk
Kontakter
Yderligere oplysninger:
Tove Vestergaard, akademisk medarbejder: 72 27 66 95
Pressekontakt.
Thor Seierø, pressesekretær: 33 92 2050 / 20 91 59 01
