Haves: Mangel på arbejdskraft - Ønskes: Indvandring
Trods arbejdsløshed og økonomisk krise er der stadig kamp om kvalificeret arbejdskraft. Netop kampen om de gode hoveder var i fokus den 3. maj på en nordisk konference om international rekruttering. En ny rapport konkluderer, at de nordiske arbejdsmarkeder åbnes mere og mere for arbejdskraft udefra.
De kloge hoveder er i høj kurs på den internationale jobbørs og de nordiske lande åbnes i stadig stigende grad for arbejdskraftindvandring - men kan Norden overhovedet være med i konkurrencen?
- Fotograf
- Johannes Jansson/norden.org
Befolkningstilvæksten i Norden er for lav til at opveje det faktum, at stadig færre yngre mennesker i fremtiden skal forsørge stadig flere ældre mennesker.
Derfor er der et behov for at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft. Udfordringen er at gøre det i praksis.
Netop det problem stillede Nordisk Ministerråd den 3. maj skarpt på ved en konference om udfordringerne i international rekruttering.
Konferencen er et led i det danske formandskab for Nordisk Ministerråd og blev arrangeret af det danske Beskæftigelsesministerium.
Danmark satser stort på rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.
I midten af april 2010 tog den danske regering således tre nye initiativer på blandt andet Beskæftigelsesministeriets område, som skal gøre det lettere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.
Samtidig udgiver Nordisk Ministerråd rapporten Rekruttering av kompetansearbeidskraft fra tredjeland til Norden, som konkluderer, at de nordiske arbejdsmarkeder åbnes mere og mere for arbejdskraft udefra.
"De forventede demografiske ændringer og den deraf følgende mangel på arbejdskraft er en af hovedforklaringerne bag denne udvikling. Paradoksalt nok er dette sket lige op til finanskrisens udbrud og den efterfølgende stigende ledighed", fremgår det i rapporten.
Nyhedsbrevet Arbeidsliv i Norden har også taget "Jagten på højkompetent arbejdskraft" op i sit majnummer.
Det konkluderer blandt andet, at et godt arbejdsmiljø og gode sociale systemer er lokkemiddel nummer et på det globale jobcenter.
De kloge hoveder er med andre ord i høj kurs på den internationale jobbørs - men kan de nordiske lande være med i konkurrencen? Det belyses bredt i disse udgivelser og aktiviteter.
Kontakter
Michael Funch
Telefon
+45 33960332
E-mail
mifu@norden.org
