Helgi Hjörvar præsident for Nordisk Råd
Altingsmedlemmet Helgi Hjörvar bliver præsident for Nordisk Råd. Hjörvar blev torsdag valgt til præsident ved Nordisk Råds session i Stockholm. Helgi Hjörvar (født 1967) kom ind i det islandske Alting i 2003. Han repræsenterer socialdemokraterne og blev medlem af Nordisk Råd i 2007. Hjörvar har desuden været formand for den islandske NR-delegation siden 2009.
Hjörvar overtager ved årsskiftet præsidentposten fra det svenske rigsdagsmedlem Sinikka Bohlin, når Island bliver formand for Nordisk Råd.
Den kommende præsident anser det nordiske samarbejde for at være vigtigere end nogensinde, ikke mindst på grund af finanskrisen. Det faktum at mange tunge politikere er trådt ind i Islands NR-delegation viser også at det nordiske prioriteres.
Det er ifølge Hjörvar vigtigt at Nordisk Råd fokuserer på spørgsmål som borgerne mener er centrale - sikkerhed er et sådant spørgsmål.
- Jeg vil som præsident fokusere på sikkerhed i bred forstand – bekæmpelse af organiseret kriminalitet og trafficking, økonomisk samarbejde og klimaspørgsmål, men også på mere traditionelle sikkerhedsspørgsmål i overensstemmelse med indholdet af Stoltenberg-rapporten, siger Hjörvar.
Desuden er havrelaterede temaer vigtige for den nye præsident, eksempelvis fiskeripolitik samt Arktis og Østersøen. Hjörvar vil også fokusere på kultur- og sprogspørgsmål samt grænsehindringer. En ret personlig grænsehindring berører Hjörvars førerhund, labradoren Herr X.
- Ham kan jeg ikke have med på rejser i Norden – når jeg vender tilbage til Island skal han nemlig være i karantæne i én måned, siger Hjörvar som er gift og har tre døtre.
Hjörvar studerede filosofi ved Islands Universitet i begyndelsen i 1990'erne. Han var administrerende direktør for blindeforbundet på Island og formand for byrådet i Reykjavik før han blev valgt til parlamentet. Hjörvar interesserer sig for kultur, først og fremmest litteratur og teater, og løber gerne en tur i den islandske natur.
Illugi Gunnarsson fra det islandske selvstændighedsparti blev valgt til vicepræsident. Gunnarsson (født 1967) overtager posten fra det svenske rigsdagsmedlem Kent Olsson. Gunnarsson blev valgt til Altinget i 2007 og har været medlem af Islands NR-delegation siden 2009.
Også Gunnarsson, som har studeret økonomi i London, mener at sikkerhedsspørgsmål er centrale i 2010. Han har tidligere blandt andet arbejdet som politisk rådgiver for den tidligere statsminister Davið Oddsson.
Helgi Hjörvars hjemmeside i Altinget Illugi Gunnarssons hjemmeside i Altinget
