Ingen plan B for klimaaftalen i København
Der findes intet alternativ til en klimaaftale ved klimamødet i København hvis vi vil nå målet om en temperaturstigning på højst to grader. Det understregede Sveriges miljøminister Andreas Carlgren ved en klimakonference i Kulturhuset i Stockholm mandag aften.
Han håbede også at de nordiske landes mål for reducering af udslip kan inspirere de andre store aktører i klimaprocessen.
- Her har de nordiske lande virkelig taget føringen. Vi kan fungere som brobyggere, sagde Carlgren ved konferencen som blev arrangeret lige inden Nordisk Råds session i Stockholm.
Flere af de største lande har endnu ikke givet klar besked om deres udslip. Ruslands løfter imponerer ikke, og samtidig leger Kina og USA katten og musen i forhold til deres fremtidige forpligtelser.
Mange af talerne udtrykte en forsigtig optimisme med hensyn til mulighederne for at nå en aftale i december. Samtidig vil der være mange detaljer som ikke vil falde på plads – en eventuel aftale er blot begyndelsen, påpegede Nordisk Råds præsident Sinikka Bohlin fra Sverige.
Ved konferencen var der fokus på den igangværende klimaproces op til klimamødet i København, de nordiske landes rolle samt energiløsninger. Energieffektivisering og grøn teknologi er områder som Norden må og skal satse på, konstaterede Kjell H. Bendiksen fra det norske institut for energiteknik.
Norden betragtes ofte som et foregangsland inden for grønne teknologier. Men ikke alle har den samme opfattelse.
- Norden er ikke enestående. Der er lande som ligger foran, eksempelvis USA og Tyskland, sagde Bjørn Stigsson, præsident for organisationen World Business Council for Sustainable Development.
Mandagens konference, som var arrangeret af Nordisk Råd, Den Nordiske Investeringsbank og det svenske EU-formandskab, blev afholdt som et led i processen op til klimatopmødet. Konferencen havde deltagelse af omkring 200 embedsmænd, politikere og repræsentanter for erhvervslivet.
