Internationale temaer på nordisk finansministermøde

28.10.16 | Nyhed
Møde i MR-Finans i Helsingfors
Photographer
NMR
De nordiske finansministre mødtes den 28. oktober i Helsingfors. Hovedtemaerne på ministermødet var Brexit og integrationen af nyankomne.

Under deres samtaler fokuserede ministrene på de økonomipolitiske følgevirkninger, som Storbritanniens udtræden af EU kan få for de nordiske lande. Et andet spørgsmål, der blev taget op, var de kort- og langsigtede udfordringer inden for EU-samarbejdet, som Brexit kan føre til.

Brexit er en af de problemstillinger, der viser, at vi har behov for løbende nordisk erfaringsudveksling og et fortsat tæt samarbejde, sagde Finlands finansminister Petteri Orpo, som ledede mødet.

Når det gælder flygtninge, lagde ministrene vægt på, at nyankomne indvandrere så hurtigt som muligt skal ud på arbejdsmarkedet. Det er godt for de nyankomne, for samfundet og for de offentlige finanser. Ministrene udvekslede blandt andet vurderinger af de finanspolitiske konsekvenser af en øget invandring. 

Finansministrenes diskussion er en opfølgning på sidste års ministermøde og er derudover en del af det samarbejdsprogram, som de nordiske samarbejdsministre vedtog i juli. Programmet omfatter de fleste af Nordisk Ministerråds fagministerråd. De nordiske finansministre mødes en gang om året for at diskutere aktuelle økonomiske problemstillinger og fælles udfordringer.