Isbjerg i centrum af København
Som en del af optakten til FN’s klimatopmøde i København den 7.-18. december vil Nordisk Ministerråd og de nordiske institutioner sætte fokus på Arktis. Det sker blandt andet som medfinancier på arrangementet Arctic Venue på Nordatlantens Brygge.
En del af arrangementet, der fokuserer på Arktisforskning og klimaforandringerne i Nordatlanten, er kæmpeinstallationen Toppen af isbjerget, der bliver rejst hen over en af bygningerne på Københavns havnefront.
Isbjerget skal stå som et fyrtårn og et symbol på de højaktuelle arktiske klimaforandringer, der anslås blot at være starten på de ændringer, som er i vente globalt, og påminde forbipasserende om Arktis’ bjergtagende skønhed og skrøbelighed.
Ideen med Arctic Venue er at skabe synlighed og forståelse for de arktiske klimaforandringer, ved at sætte fokus på de seneste resultater inden for arktisk forskning, der er blevet til i et samarbejde mellem forskellige forskningsinstitutioner, Arktisk Råd, Nordisk Ministerråd, IPCC m.fl.
I forbindelse med Nordisk Ministerråds udstilling præsenterer de nordiske institutioner NORA, NordRegio, NordForsk, NAPA og NordGen de opnåede forskningsresultater.
Det er blandt andet disse resultater, der ligger til grund for de politiske beslutninger på COP15, og som samtidig har stor betydning for forståelsen af det globale klima.
Under klimatopmødet sker der mange forskellige aktiviteter inde i isbjerget og på Nordatlantens Brygge generelt. Man kan blandt andet se udstillinger, skulpturer og film om Arktis, ligesom man kan deltage i foredrag og paneldiskussioner, eksperimenter samt ekskursioner.
Isbjerget på havnefronten er cirka 21 m. højt og 4.000 m³ bredt. Et virkeligt isbjerg med en synlig top på samme størrelse ville have en volumen på 36.000 m³ og strække sig omtrent 140 meter under havoverfladen.
Isbjerget er designet af den grønlandske kunstner Inuk Silis Høegh. Billedmosaikken er sammensat af fotos af isbjerge fra forskellige områder langs Grønlands kyster. Billederne er taget af grønlandsfotografen Ivars Silis. Arrangementet vil finde sted fra den 20. november - 19. december 2009.
I forbindelse med COP15 markerer Nordisk Ministerråd og de nordiske institutioner også deres klimaengagement med arrangementer i Bella Center og Øksnehallen.
Relateret indhold
Kontakter
Anna Gran
Telefon
+45 33 96 03 42
E-mail
ang@norden.org
