Handlinger tilknyttet webside

Kulturforum diskuterer profilering

Nordisk Ministerråds dialogværktøj "Nordisk kulturforum" vil i november endnu engang blive taget i brug. Denne gang sætter Kulturforum fokus på profilering og præsentation af kunst og kultur fra Norden.

09/11 2009

Forumet arrangeres uden for Nordens grænser, i Berlin – byen, som for 20 år siden satte fuld fart på den europæiske integration og åbnede en lang række grænser – såvel geografiske som mentale.

Forumet er en del af debatten om Nordens rolle i en globaliseret verden og om kulturens og kunstens funktion som vigtige og identitetsskabende elementer i forbindelse med samarbejde og udveksling på internationalt plan. De nordiske lande har nationale dagsordner for opbygning af image og identitet. Parallelt med de nationale indsatser foregår der i nordisk regi et arbejde, der har til formål at profilere kultur og kunst fra Norden og portrættere Norden som en region med et mangesidet, nyskabende og kreativt kulturliv.

Kultur og kunst har mange interessenter – lige fra den enkelte kunstner selv til politikere, der arbejder med kulturpolitik. Kulturforum i Berlin samler repræsentanter for hele den ”fødekæde”, der indtager forskellige roller og opgaver i forbindelse med at profilere, lancere, præsentere, brande, eksponere, eksportere, konkurrenceudsætte og måle virkningen af kunst og kultur fra Norden. Samarbejde kræver samtale! Derfor vil forumet først og fremmest fokusere på samtale og diskussioner, udveksling af erfaringer og betragtninger omkring, hvad vi i Norden i fællesskab kan gøre.

Forumet vil blive indledt med en samtale om identitet mellem to idéhistorikere. Programmet vil indeholde indspark fra internationale eksperter, der har arbejdet med branding, samt præsentationer af og interessante eksempler på nationale og nordiske tiltag.

Kulturforumet afholdes den 23.-24 november 2009 i Fælleshuset i det nordiske ambassadekompleks i Berlin.

Kulturkontakt Nord arrangerer forumet på opdrag af Nordisk Ministerråd og i samarbejde med Rösshka Museum i Göteborg samt de nordiske ambassader i Berlin.

Du kan læse seneste nyt om Nordisk Kulturforum i Berlin på www.kulturkontaktnord.org, hvor du også kan følge Kulturforumet via live streaming.

Kontakter

Jesper Schou-Knudsen, seniorrådgiver Nordisk Ministerråd
Tlf.: +45 21 71 71 35
jsk@norden.org

Relateret indhold
  • Kulturforum

    Nordisk Ministerråd arrangerer konferencer, seminarer og workshops under overskriften "Nordisk Kulturforum". Kulturforum giver mulighed for en gensidig idé- og informationsudveksling mellem Ministerrådet og aktører inden for kultur- og kunstlivet. Desuden kan eventuelle udfordringer belyses og tages op på Kulturforum. Nordisk Kulturforum er Ministerrådets vigtigste informationskanal med henblik på at sikre en udvikling af programmerne og fremtidige initiativer for Kulturlivet i Norden. For mere information om aktuelle, planlagte eller tidligere afholdte kulturforum, venligst besøg Kulturkontakt Nords hjemmeside.