Handlinger tilknyttet webside

Madspild skal bekæmpes med viden

Nordisk Råd vil bekæmpe madspild, som globalt set medfører samme udslip af klimagasser som verdens samlede transportsektor. Rådet besluttede derfor på sit møde 3. november at igangsætte, hvad der kan blive optakten til et større nordisk fremstød om madaffald. Det er i tråd med de nordiske statsministres ønske om at opprioritere samarbejdet om affaldshåndtering i Norden.

04/11 2011
Grönsaker

Samlet set smider man i Norden spiselig mad ud hvert år for op imod 30 milliarder danske kroner. Nordisk Råd vil nu til bunds i problemet for at fremme ny lovgivning og handling på området.

Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

Der smides årligt mad for milliarder ud fra de nordiske husholdninger og madvarebutikker. Det belaster klima og økonomi på tværs af grænserne og de nordiske statsministre udpegede på deres møde 1. november affaldshåndtering som et af otte prioriterede samarbejdsområder landene imellem.

De nordiske lande diskuterede i forbindelse med Nordisk Råds årlige topmøde, at lancere en større madspildskampagne, men sagen er foreløbig sat på hold.

Det store madsvineri er ikke bare en belastning for økonomien. Det koster også dyrt på klimaregnskabet

Parlamentarikerne  i Nordisk Råd ønsker dog en grundig analyse af problemet med madspild og beder nu Nordisk Ministerråd komme med anbefalinger til, hvordan madaffald kan reduceres og madrester udnyttes bedre

Madspild for milliarder

Undersøgelser viser, at madspildet i eksempelvis Danmark og Sverige svarer til henholdsvis ni og tolv milliarder kroner årligt. Samlet set smider man i Norden spiselig mad ud hvert år for op imod 30 milliarder danske kroner.

Det store madsvineri er ikke bare en belastning for økonomien. Det koster også dyrt på klimaregnskabet.

- Spild af mad er ikke bare spild af penge. Globalt set stammer 30 % af alle klimaudslip fra jord- og skovbruget. Så vores produktion af mad belaster i høj grad miljøet og faktisk svarer udslippene fra den mad, vi smider ud, til udslippet fra hele verdens transportsektor, understregede Arni Thor Sigurdsson fra Nordisk Råds Miljøudvalg på det nordiske topmøde i København 3. november.

- Nordiske tiltag kan supplere nationale indsatser, så det er vigtigt, at vi samarbejder om dette både for at spare penge og stabilisere fødevarepriserne i Norden, uddybede han.

Nordisk Råd vil nu anmode Nordisk Ministerråd om at udarbejde en dybtgående analyse af årsager til og konsekvenser af det store madspild og integrere arbejdet med madaffald på tværs af en række sektorer indenfor det nordiske samarbejde, herunder miljø, energi og erhvervspolitik, samt jordbrugssektoren. Der er tale om en langsigtet indsat for at løse en kompleks udfordring.

Det skal føre til et antal nye anbefalinger, som så kan styre og styrke den videre indsats og danne basis for en række kampagner og lovgivningsmæssige tiltag i de nordiske lande.

Kontakter

Michael Funch
Telefon +45 33960332
E-mail mifu@norden.org

Relateret indhold
  • Norden – førende inden for grøn vækst (Nyhed)

    De nordiske statsministre har givet deres fagministre opgaven at videreudvikle et antal konkrete samarbejdsområder for at styrke væksten og velfærden i de nordiske lande. Norden kan og skal være en foregangsregion inden for dynamisk grøn erhvervsvirksomhed og bæredygtige løsninger. De områder som de nordiske lande skal lægge særlig vægt på er samarbejde om og udvikling af testcentre for grønne løsninger, uddannelse og forskning inden for grøn vækst, fremme af forbrugsfleksibilitet på det nordiske elmarked, grønne tekniske normer og standarder, grønne offentlige indkøb, teknikker og metoder inden for affaldshåndtering, integration af miljø og klima i udviklingssamarbejdet samt finansiering af grønne investeringer og virksomheder.

  • Til kamp mod madspild (Nyhed)

    De nordiske lande skal gå forrest for at reducere madspild lyder opfordringen fra Ole Vagn Christensen (S) dansk medlem af Nordisk Råd. Han har derfor bedt de nordiske regeringer kortlægge omfanget af madspild og tiltagene for at modvirke madspild i de enkelte lande.

  • Medlemsforslag om madspild (Sag)
  • Ny rapport: Fødevarespild for milliarder (Nyhed)

    Hvis madaffaldet blev mindsket med 20 procent ville samfundet spare millioner, måske milliarder af kroner. En ny undersøgelse viser at der er et stort potentiale i Norden for at mindske fødevarespildet fra butikker og grossister.