Madsvind fra butikker skal undersøges
Butikkerne smider hvert år enorme mængder mad på lossepladsen hovedsageligt fordi man har købt en forkert mængde eller fordi holdbarhedsdatoen er overskredet. Kasseret mad belaster miljøet og forårsager samtidig økonomiske tab.
Nordisk Ministerråd, de nordiske regeringers samarbejdsorgan, vil nu undersøge hvor store mængder det rent faktisk drejer sig om, og hvordan der kan gøres noget ved problemet. Det er Affaldsgruppen ved Nordisk Ministerråd som står for gennemførelsen af projektet. Målet er at præsentere resultaterne af projektet i 2011.
Slutrapporten skal blandt andet indeholde oplysninger om mængden af levnedsmiddelaffald fra butikker og grossister i de forskellige nordiske lande samt bedømme potentialet i og konsekvenserne af at mindske svindet af levnedsmidler. Projektet skal komme med gode eksempler og idéer til initiativer som butikker og myndigheder kan iværksætte for at forebygge madaffald. Undersøgelsen vil desuden være nyttig for EU-landene i arbejdet med at implementere det reviderede affaldsrammedirektiv.
Kontakter
Mia Rahunen
Telefon
+45 33 96 02 61
E-mail
mira@norden.org
