Handlinger tilknyttet webside

Mange kendte kokke i Nordisk Klimadags jury

Hvilken mad er klimavenlig? Hvilke råvarer er klimavenlige og nordiske? Temaet for Nordisk Klimadag den 11. november er mad og klima. Kun fantasien sætter grænser når skoleklasser rundt om i Norden deltager i efterårets opskriftskonkurrence. Bidragene bliver bedømt af kendte kokke og madskribenter fra hele Norden.

21/10 2011

Opskriftskonkurrencen for elever med fokus på klimavenlige mellemmåltider afholdes inden for tre aldersgrupper og strækker sig over hele efteråret. De mest spændende bidrag udvælges af juryen og kommer med i en nordisk e-kogebog som bliver publiceret senere på efteråret. Desuden er der pengepræmier og andre fine præmier på spil.

Den navnestærke jury består af repræsentanter fra alle de nordiske lande samt Færøerne, Grønland og Åland. Nordisk Ministerråd har i de senere år valgt flere af dem til madambassadører inden for projektet Ny Nordisk Mad.

  • Wenche Andersen (Norge) er kok, husholdningsøkonom og madambassadør. Hun er kendt fra de populære madindslag i "God morgen Norge". Hun har medvirket i mere end 2.000 programmer.
  • Michael Björklund (Åland) er kendt i hele Norden efter sin succes i både finske og svenske kokkekonkurrencer og fra sit virke som tv-kok. Michael, som også er madambassadør, driver sine restauranter med udgangspunkt i nordisk mad og lokalt producerede råvarer.
  • Hanne Castenschiold (Danmark) er chefkonsulent for Mad, Måltider & Ernæring i den danske organisation Landbrug & Fødevarer. Hanne er også redaktør for Danmarks hjemkundskabsforum på nettet, hjemkundskabsforum.dk.
  • Niklas Ekstedt (Sverige) er kendt fra SVT-programmet Niklas Mat, som også kan ses på DR2, samt børneprogrammet Överraskningen. Niklas' mål er at lære svenskerne at sætte pris på lokale råvarer og at tilpasse madlavningen til sæsonens råvarer.
  • Anne Sofie Hardenberg (Grønland) er kogebogsforfatter og madambassadør. Hun arbejder især for at forny og genoptage brugen af grønlandske planter og krydderurter i madlavningen.
  • Sigurveig Káradottír (Island) er bageriejer og bestyrelsesmedlem i Slow Food samt i den nystartede islandske forening Organic Consumer Association. På det sidste har hun kæmpet for en bedre kvalitet på maden i islandske skolekøkkener og plejeinstitutioner.
  • Kim Palhus (Finland) arbejder som køkkenchef og madskribent og er finsk madambassadør. Kim brænder for at give de unge et alternativ til fastfood via det nordiske køkken.
  • Leif Sørensen (Færøerne) er kok og drivkraften bag Torshavns udvikling til Nordatlantens kulinariske perle. Leif er også madambassadør og hans arbejde præges af det nordiske køkken og færøske råvarer.

Nordisk Klimadag arrangeres af Nordisk Ministerråd og støttes af de nordiske uddannelsesministre. Samarbejdspartnere i hele Norden afholder arrangementer i forbindelse med Nordisk Klimadag, herunder Scandic Hotels som vandt Nordisk Råds Miljøpris 2011.

Kontakter

Heidi Orava
Telefon +45 33 96 04 60
E-mail heor@norden.org

Relateret indhold
  • Nordisk Klimadag (Begivenhed)

    Den nordiske klimadag afholdes for tredje gang den 11.11.2011. I år er temaet mad og klima. Klimadagen ansporer elever og lærere til en klimadiskussion i kraft af en temadag som består af forskellige klimarelaterede opgaver og konkurrencer. Du kan læse mere på www.klimanorden.org.

  • Nordisk Ministerråd for Uddannelse og Forskning (MR-U) (Organisation)

    De nordiske regeringers samarbejde inden for forskning og uddannelse ledes af de nordiske uddannelses- og forskningsministre, der udgør MR-U. Ministerrådet skal medvirke til at sikre, at Norden har en ledende position som kundskabs- og kompetenceregion.