Manu Sareen ny nordisk samarbejdsminister for Danmark
Manu Sareen er udnævnt til minister for nordisk samarbejde i den nye danske regering, som tiltrådte 3. oktober. Sareen er valgt for partiet Radikale Venstre og har tidligere siddet i Københavns Borgerrepræsentation.
- Mit politiske engagement er nært forbundet med mit øvrige arbejde, og min drivkraft er en social indignation og en lyst til at gøre en forskel for de svageste i vores samfund, siger den nyudnævnte danske minister for Nordisk samarbejde Manu Sareen.
Manu Sareen er nyvalgt medlem af Folketinget og del af gruppeledelsen for det Radikale Venstre. Ved valget 15. september 2011 lå han med over 14.000 stemmer på listen over de tyve danske politikere med flest personlige stemmer.
Fra 2002 til 2011 var Sareen medlem af Borgerrepræsentationen i København og fra 2008 til 2010 var han statsrevisor for det danske Folketing, med oversigt over det danske statsregnskab.
Om sit politiske engagement siger Sareen:
- Mit politiske engagement er nært forbundet med mit øvrige arbejde, og min drivkraft er en social indignation og en lyst til at gøre en forskel for de svageste i vores samfund.
Manu Sareen er uddannet socialpædagog og konfliktmægler. Han har stor erfaring med integrationsarbejde og har undervist i socialt arbejde på blandt andet lærerseminarier, i kommuner, ministerier og ved politiet. Manu Sareen har desuden skrevet flere fag- og børnebøger.
Sareen er født i Indien i 1967 og kom til Danmark i 1971. Han er vokset op i København, hvor han også bor i dag med sin familie
