Handlinger tilknyttet webside

Mere effektivt fiskeri gennem udvidede rettigheder

Alt for store fiskerflåder, overfiskeri og lavt økonomisk udbytte. Det er nogle af de problemer som fiskeriforvaltningerne verden over forsøger at få bugt med. Spørgsmål vedrørende effektivt fiskeri, især de økonomiske aspekter, var i fokus ved en international konference på Island den 27.-28. august.

28/08 2009
Fiskebåtar
Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

Mange af deltagerne understregede at såkaldt rettighedsbaseret fiskeri bidrager til en bedre økonomi og en større fiskebestand. Rettighedsbaseret fiskeriforvaltning er baseret på at erhvervsfiskere, virksomheder og andre parter tildeles individuelle rettigheder, eksempelvis fangstkvoter og licenser. Sammen med muligheden for at sælge rettighederne har dette vist sig at have en positiv effekt på blandt andet overdimensionerede fiskerflåder.

Ifølge eksperter er der dog også store udfordringer forbundet med rettighedsbaseret fiskeriforvaltning - der bør hele tiden tages hensyn til de sociale, regionale og klimarelaterede forandringer i samfundet i forbindelse med udviklingen af forvaltningerne. Mange understregede også vigtigheden af at indehaveren af ressourcerne, i fleste tilfælde staten, kan få del i den værdi som fiskeriet skaber.

Formålet med konferencen "Efficient Fisheries Management" var at diskutere forvaltningerne i de forskellige lande og undersøge de metoder som fungerer og de som er mindre vellykkede. Konferencen havde et stærkt internationalt præg med deltagere fra blandt andet Norden, Canada, New Zealand og USA.

Fiskerispørgsmål er et aktuelt emne på nordisk og europæisk niveau, ikke mindst på grund af revideringen af EU's fiskeripolitik. Den nuværende fælles fiskeripolitik fungerer dårligt, og samtidigt anses fiskeriet i de nordiske lande for at være blandt de bedste i verden. Nordisk Ministerråd vil aktivt forsøge at påvirke revideringen af EU's fiskeripolitik. Det sker ved at præsentere nordiske løsninger som indspil til revideringsprocessen.

Konferencen blev arrangeret af institut for økonomiske studier ved Islands universitet i samarbejde med Islands fiskeri- og landbrugsministerium og Nordisk Ministerråd. Island fungerer i år som formand for Ministerrådet.

Konferencens hjemmeside

Fiskerisamarbejdet i Norden