Handlinger tilknyttet webside

Ministre satser på erhvervsuddannelser og praktikpladser for at mindske ledigheden blandt unge

De nordiske beskæftigelsesministre mødtes den 25. november i Danmark for at diskutere den høje ledighed blandt unge. Ministrene vil styrke den tværfaglige indsats for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Der er især fokus på, uddannelse praktikordninger og større involvering af arbejdsmarkedets parter.

26/11 2010

De nordiske beskæftigelsesministre mødtes 25. november med arbejdsmarkedets parter og Ungdommens Nordiske Råd for at diskutere, hvad der skal til for at bekæmpe den store ungdomsarbejdsløshed, som er et problem i alle de nordiske lande.

En rapport fra Nordisk Ministerråd tidligere på året slog blandt andet fast at en øget koordinering af uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet er nødvendig for at få flere unge i arbejde.

- Unge ledige skal have mulighed for et liv med uddannelse og job. Derfor har vi i Danmark taget en række initiativer for at hjælpe de unge i gang. Blandt andet tager vi ret hurtigt fat i de 15-17-årige, der ikke har noget at lave. Og vi har afsat penge til at oprette omkring 9.000 ekstra praktikpladser i år og næste år, udtaler beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Arbejdsmarkedets parter deltog også i mødet og både arbejdsgiver- og arbejdstagersiden bakkede op om ministrenes tiltag.

- Vekselvirkningen mellem uddannelse og praktik må sikres, så arbejdsgiverne kan tage unge ind på trods af de svære tider, vi oplever lige nu, sagde Lizette Risgaard fra Nordens Faglige Samorganisation.

Arbejdsgivernes repræsentant betonede også betydningen af at tilpasse uddannelserne til arbejdsmarkedsforholdene.

- Den bedste form for tiltag er en kombination af uddannelse og arbejdsmarkedserfaring via praktik og lignende. I Danmark har 85 % af en årgang fået job et år efter endt erhvervsuddannelse, det taler jo sit tydelige sprog, mente Henrik Bach Mortensen fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Vi vil ikke se afbrændte biler i de nordiske hovedstæder...

Ungdommens Nordiske Råd har gennem længere tid haft fokus på ledigheden blandt unge og blandt andet vedtaget en resolution, Fokus på Væksten, som sætter spotlight på de store strukturproblemer, som i deres optik ligger bag ungdomsarbejdsløsheden

- Man kan ikke tale om en generationskamp og vi vil ikke se afbrændte biler i de nordiske hovedstæder, som man ser det i andre europæiske lande. Men der er klart en generationskonflikt, fordi de høje barrierer for at komme ind på jobmarkedet tilgodeser dem, der allerede er i job, mener Erik Winther Paisley fra Ungdommens Nordiske Råd.

Ministrene understregede også vigtigheden af at sikre de grundlæggende færdigheder allerede tidligt i grundskolen. Man bør tænke arbejdslivet meget tidligt ind, var holdningen.

- Det er utroligt vigtigt at sikre en koordinering også på regeringsplan mellem arbejds- og uddannelsessiden og her kan det nordiske samarbejde også vise sin værdi, sagde Nordisk Ministerråds generalsekretær Halldór  Ásgrimsson afslutningsvis på mødet

Rapporten De nordiske landes indsats mod ungdomsarbejdsløsheden, som lå til grund for debatten, er bestilt af de nordiske ministerråd for henholdsvis uddannelse og arbejdsliv.

Den er således et eksempel på de tværsektorielle indsatser, som i stigende grad karakteriserer det nordiske samarbejde.

Kontakter

Lars Djernæs
Telefon +45 33960360
E-mail ldj@norden.org