Handlinger tilknyttet webside

Naturens egen værdi er central i den grønne økonomi

Vi skal finde bedre metoder til evaluering af grundlaget for vores økosystemer hvis vi for alvor ønsker at skabe en grøn økonomi, og det regionale samarbejde kan fremme dette arbejde. Dette var konklusionen på et RIo+20 seminar om de økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet.

19/06 2012

Erkendelsen af at naturens kapital er fundamental for vores velbefindende medfører at bæredygtigt forbrug, beskyttelse og genopretning af naturen skal spille en central rolle i udviklingen af mere bæredygtige økonomier.

Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

På Rio+20 konferencen diskuteres det hvordan man skal sætte gang i den grønne økonomi. Men det faktiske grønne grundlag for vores økonomier og hele vores eksistens, nemlig naturen i sig selv, glemmes ofte i diskussionerne om vækst og skabelse af jobs.

De såkaldte økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet (TEEB) forsøger således at bringe de grønne aspekter tilbage i diskussionen om en grøn økonomi. Spørgsmålet blev behandlet på et fælles seminar på Rio+20 arrangeret af Nordisk Ministerråd og TEEB-initiativet under FN's Miljøprogram (UNEP).

Førende eksperter efterlyser regionale tiltag

Arrangementet havde deltagelse af en række internationale eksperter og politiske beslutningstagere.

En af hovedtalerne, Pavan Sukhdev fra GIST Advisory – en af verdens førende miljøkonsulentvirksomheder – fremhævede helt tydeligt de økonomiske fordele.

– Genopretningen af eksempelvis fiskebestandene vil have en værdi på mere end 1,8 milliarder euro i EU alene. Dette er tre gange mere end den samlede værdi af EU's årlige fiskerisubsidier. Desuden skaber bæredygtigt fiskeri, skovbrug og landbrug langt flere jobs end konventionelle metoder, understregede Sukhdev som også er forskningschef for UNEP-TEEB projektet.

Yolanda Kakabadse, præsident for WWF, understregede behovet for regionalt samarbejde:

– De nordiske lande og andre har vist os at samarbejde på subregionalt niveau er afgørende med henblik på at opnå reelle resultater inden for TEEB, konstaterede hun og tilføjede at økosystemer ikke kender til politiske grænser.

– Partnerskaber betyder noget, og vi forventer at mindst 50 lande vil erklære sig parate til at påbegynde regnskaber over naturens kapital i umiddelbar forlængelse af Rio+20, tilføjede Rachel Kyte fra Verdensbanken.

Et arktisk perspektiv

Grønland er en del af Norden med meget specielle klimatiske forhold, og Grønland er desuden meget sårbar med hensyn til biodiversitet.

– Det er vores opgave som politiske beslutningstagere at styre samfundet på en ansvarlig måde og dermed tage hensyn til alle elementer inden for bæredygtig udvikling, sagde Grønlands finansminister, Malina Abelsen, og fremhævede fordelene ved det nordiske samarbejde når det gælder Grønlands bevægelse i en bæredygtig retning.

– I en grøn økonomi går vækst og bæredygtig brug af naturlige ressourcer hånd i hånd. Det er nødvendigt at vi investerer i og passer på vores naturlige kapital med henblik på også at skabe en fremtid for de kommende generationer, sagde hun. Hun fremhævede især de sårbare marine ressourcers store betydning for Grønlands økonomi.  

– Jeg ser frem til TEEB's fremtidige arbejde som vil hjælpe beslutningstagere med at skabe bæredygtig politik sammen med offentligheden for at sikre at de arktiske miljøer og kulturer forbliver stærke og robuste i en verden i forandring, sagde hun afslutningsvis.

Seminaret var en del af Nordisk Ministerråds program på Rio+20. Programmet består af tre seminarer, en officiel side-event samt en stand i det officielle udstillingsområde i forbindelse med konferencen.

Læs mere på norden.org/rio+20. Her finder du også en blog med artikler skrevet af toppolitikere og meningsdannere fra ngo'er og erhvervslivet.

Du kan også følge de nordiske aktiviteter i Rio på www.facebook.com/sdnordic

Baggrundsinformation om TEEB

Arbejdsgruppen for Terrestriske Økosystemer (TEG) under Nordisk Ministerråd forklarer de økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet på følgende måde:

Naturens kapital – økosystemer, genetiske ressourcer og arter – er grundlaget for en grøn, retfærdig og robust økonomi. Naturen understreger selve funktionen af vores socioøkonomiske systemer, skaber en række forretningsmuligheder og tilbyder omkostningseffektive løsninger for forskellige sektorer.

Erkendelsen af at naturens kapital er fundamental for vores velbefindende, og at vi skal sætte pris på dens mange værdier, medfører at bæredygtigt forbrug, beskyttelse og genopretning af naturen skal spille en central rolle i udviklingen af mere bæredygtige økonomier.

Således kan naturens kapital blive en central katalysator i denne overgang, mens overgangen til en grøn økonomi vil udforme sig forskelligt fra land til land afhængigt af landenes naturlige aktiver, økonomi, samfund og prioriteringer.

Læs mere på www.teebweb.org. Her kan du også læse om det nordiske TEEB-projekt.

Kontakter

Jannica Pitkänen-Brunnsberg jannica.pitkanen-brunnsberg@metsa.fi