Handlinger tilknyttet webside

Norden indgår yderligere aftaler for at stoppe skatteflugt

De nordiske lande har indgået aftaler om informationsudveksling i skattesager med St. Vincent og Grenadinerne samt St. Kitts og Nevis. Aftalen er en fortsættelse af det igangværende projekt i Nordisk Ministerråd med henblik på at stoppe skatteflugt.

24/03 2010

Aftalen om informationsudveksling vil give skattemyndighederne adgang til information om alle personer som forsøger at undgå at betale skat af indtægter og kapitalinvesteringer. Desuden bidrager aftalen til at afsløre aktiver som ikke er angivet i hjemlandet.

Ved at underskrive aftaler med de nordiske lande forpligter St. Vincent og Grenadinerne samt St. Kitts og Nevis sig til at implementere OECD's standarder i forhold til gennemsigtighed og informationsudveksling på skatteområdet.

De nordiske lande underskrev den 10. marts 2010 aftaler med Bahamas, og tidligere har landene indgået en række lignende aftaler. Projektarbejdet vil også blive prioriteret højt i fremtiden. Danmark har i forbindelse med sit formandskab for Nordisk Ministerråd i 2010 prioriteret et fortsat nordisk samarbejde med henblik på at forhindre skatteflugt. De nordiske lande har besluttet at forlænge samarbejdet som ifølge planen skal fortsætte indtil 2012.

Informationsudvekslingsaftalen blev underskrevet onsdag den 24. marts 2010 ved en ceremoni på Islands ambassade i Paris. Danmark underskrev aftalen i september 2009.

Læs mere om aftaler mod skatteflugt

Kontakter

Torsten Fensby, projektleder, Nordisk Ministerråd +33 678 251 289