Handlinger tilknyttet webside

Norden og Canada udvider samarbejdet om energiteknologier og innovation

Planerne om samarbejde mellem de nordiske lande og Canada fortsætter. Nu skal der udarbejdes konkrete planer for at udvide samarbejdet mellem landene inden for energiteknologi og innovation.

22/03 2010
Vindmølle

Nordisk Energiforskning og Nordisk InnovationsCenter skal udvide og iværksætte samarbejdet med Canada inden for energiteknologi og innovation.

Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

Dette er en del af den udtalte strategi fra det tidligere islandske samt det nuværende danske formandskab for Nordisk Ministerråd om at udvide og styrke samarbejdet mellem Norden og nabolandene i vest, især Canada. Centrale områder er blandt andet innovation, miljø, maritime spørgsmål, uddannelse og forskning, social- og sundhedssektoren samt kultur. I december besøgte Nordisk Ministerråds generalsekretær, Halldór Ásgrímsson, forskellige repræsentanter for den canadiske regering. På dagsordenen var der blandt andet fokus på områder som miljø, energi og klima.

Som en del af denne strategi skal Nordisk Ministerråds institutioner Nordisk Energiforskning samt Nordisk InnovationsCenter udvide og iværksætte et samarbejde inden for energiteknologi og innovation. Målet er at styrke de allerede igangværende samarbejdsprojekter med Canada, men også at identificere nye områder for samarbejde inden for energi- og miljøteknologi samt innovation.

I disse dage skal begge institutioner, sammen med repræsentanter fra de canadiske ambassader i Norden, mødes med repræsentanter for energisektoren fra blandt andet Foreign Affairs and International Trade Canada, Natural Resources Canada, National Research Council Canada samt andre repræsentanter for energisektoren, såsom regionale institutioner og universiteter for at diskutere potentielle samarbejdsplatforme og udvikle konkrete satsninger.

Yderligere information:

Heidi Hautajärvi, Nordisk Energiforskning
heidi.hautajarvi@nordicenergy.net, Tlf.: +47 95 700 600

Melita Hasle, Nordisk InnovationsCenter
m.hasle@nordicinnovation.net , Tlf.: +47 95 12 19 83