Handlinger tilknyttet webside

Nordisk højskole for folkesundhedsvidenskab får ny rektor

Anders Foldspang, professor ved Århus Universitet, tager den 1. februar 2010 over som rektor for Nordisk højskole for folkesundhedsvidenskab (NHV). Skolen, som ligger i Göteborg, videreuddanner cirka 700 personer, der arbejder inden for sundheds- og plejesektoren samt socialhjælpen, og tilbyder eksamener inden for forskellige folkesundhedsvidenskaber.

12/11 2009

Anders Foldspang tager over som ny rektor for Nordisk højskole for folkesundhedsvidenskab i Göteborg. Foto: Lars Kruse/AU-foto

– En god folkesundhed er meget vigtig og helt central for det nordiske samarbejde. Det er på høje tid, at vi ved hjælp af høj videnskabelig kvalitet og samfundsrelevans videreuddanner personer på flere niveauer, som kan være med til at føre arbejdet med folkesundhed videre. Folkesundhed er en global problemstilling såvel i dag som i fremtiden, og jeg er overbevist om, at Anders Foldspang med Norden som base er den rette person til at udvikle NHV. Det udtaler Nordisk Ministerråds generalsekretær, Halldór Ásgrímsson, i anledning af rekrutteringen.

Skolens nye rektor, Anders Foldspang, har siden 1997 været professor i folkesundhedsvidenskab ved Århus Universitet. Foldspang har en 30 år lang karriere som universitetsunderviser bag sig, han har veldokumenterede akademiske meritter og har blandt andet fået 67 videnskabelige artikler inden for folkesundhedsvidenskab publiceret i internationale tidsskrifter. Han har stået i spidsen for en lang række folkesundhedsvidenskabelige uddannelsesprogrammer og kurser og er derudover blevet betroet et stort antal tillidshverv og ekspertopgaver i Norden. Derudover har Foldspang et utroligt omfattende nordisk og internationalt netværk. Han har været aktiv inden for Nordisk Føderation for Medicinsk Uddannelse og bestyrelsesmedlem i ASPHER (Association of Schools of Public Health in the European region), hvor han i 2007-2008 fungerede som organisationens formand. Anders Foldspang er født i 1945.

Den nuværende rektor, Göran Bondjers, går på pension og forlader sin stilling den 1. februar 2010.

NHV er en institution under Nordisk Ministerråd, hvor der tilbydes videregående uddannelse og forskning inden for området folkesundhedsvidenskab. Højskolen tilbyder grund-, kandidat- og forskeruddannelseskurser i folkesundhedsvidenskab for personale inden for sundheds- og plejesektoren samt relaterede områder i de nordiske lande. En af de store fordele ved at læse på NHV er den nordiske profil, der præger uddannelsen og de øvrige aktiviteter. Der går mere end 700 studerende på NHV.

Læs mere om Nordisk højskole for folkesundhedsvidenskab

Relateret indhold
  • Nordisk Ministerråd for Social- og Helsepolitik (MR-S) (Organisation)

    De nordiske regeringers samarbejde inden for social- og sundhedssektoren ledes af de nordiske social- og sundhedsministre som udgør MR-S. Det nordiske samarbejde inden for social- og sundhedsområdet er baseret på de fælles værdier som udgør fundamentet i den nordiske velfærdsmodel.