Handlinger tilknyttet webside

Nordisk Klimadag tester skoleelevers klimakundskaber

Som optakt til FNs klimatopmøde i København i december afholder Nordisk Ministerråd den 11. november en fælles klimadag for skoleelever i hele Norden. Eleverne vil deltage i verdens måske største sms-konkurrence og give deres bud på, hvordan man kan løse klimaproblemer, der hvor de bor.

10/11 2009

Det er de nordiske undervisningsministre, der er værter for Nordisk Klimadag. Målet er at fremme samarbejdet om klimaundervisning blandt lærere i Norden og stimulere elevernes engagement i klimaudfordringen.

Det sker blandt andet gennem sitet klimanorden.org og via en stor sms-konkurrence.

- Målet er at sikre, at børn og unge bliver mere bevidste om klimaforandringerne. Med Nordisk Klimadag og den nye hjemmeside vil vi sætte fokus på klimaundervisning, udvide kendskabet til klimaproblemstillinger og skabe større interesse for naturvidenskab blandt eleverne, udtaler undervisningsminister Bertel Haarder.

På selve Nordisk Klimadag søsættes et af de største undervisningsforløb pr. sms i verden til dato.

Det består blandt andet af en Nordisk Klimamission, hvor unge fra hele Norden kommer med deres bud på, hvordan klimaproblematikken bedst og mest kreativt kan belyses via lyd, film, tekst og billeder.

Der ud over skal eleverne svare på en række spørgsmål om klima og miljøspørgsmål – to af Nordisk Ministerråds absolutte mærkesager.

Omkring 150 skoler deltager i hele Norden og op mod 4000 elever får udfordret deres viden om klimaspørgsmålet her op til FNs store klimakonference i december.

Kontakter

Michael Funch
Telefon +45 33960332
E-mail mifu@norden.org

Marianne Neraal
Telefon +45 33 96 03 83
E-mail mane@norden.org

Relateret indhold
  • Nordisk Ministerråd for Uddannelse og Forskning (MR-U) (Organisation)

    De nordiske regeringers samarbejde inden for forskning og uddannelse ledes af de nordiske uddannelses- og forskningsministre, der udgør MR-U. Ministerrådet skal medvirke til at sikre, at Norden har en ledende position som kundskabs- og kompetenceregion.