Nordisk Klimadag: Verdens største mobileksperiment
Som en optakt til klimatopmødet i København går Nordisk Ministerråd nu ind i arbejdet for at fremme børn og unges viden om klimaspørgsmål. Det sker i form af et nyt site: klimanorden.org og via verdens måske største mobiltelefoneksperiment.
Nordisk Klimadag er et fælles tiltag fra de nordiske landes undervisningsministre, som skal styrke klimaundervisningen i Norden og fremme samarbejdet mellem lærere og elever på tværs af landene.
- Fotograf
- Magnus Fröderberg/norden.org
Hvordan engagerer man unge i klimadebatten? Det er der mange bud på netop nu og et af dem er et nyt site fra Nordisk Ministerråd: klimanorden.org.
Sitet skal styrke klimaundervisningen i Norden og lanceres som optakt til Nordisk Klimadag den 11. november, 2009.
Nordisk Klimadag er et fælles tiltag fra de nordiske landes undervisningsministre, som skal styrke klimaundervisningen i Norden og fremme samarbejdet mellem lærere og elever på tværs af landene.
På selve Nordisk Klimadag søsættes det nok største undervisningsforløb pr. sms i verden til dato.
Det består af en Nordisk Klimamission, hvor unge fra hele Norden kommer med deres bud på, hvordan klimaproblematikken bedst og mest kreativt kan belyses via lyd, film, billeder mm.
Der ud over skal eleverne svare på en række spørgsmål om klima og miljøspørgsmål – to af Nordisk Ministerråds absolutte mærkesager.
- Målet er at sikre, at børn og unge bliver mere bevidste om klimaforandringerne. Med den nye hjemmeside vil vi sætte fokus på klimaundervisning, udvide kendskabet til klimaproblemstillinger og skabe større interesse for naturvidenskab blandt eleverne, udtaler undervisningsminister Bertel Haarder.
På selve Klimadagen offentliggøres også vinder af en stor nordisk konkurrence om klimafilm, ReClimate, arrangeret af Foreningerne Nordens Forbund med støtte fra Nordisk Ministerråd.
Både partnere og deltagere i såvel filmkonkurrence som selve Nordisk Klimadag kan uploade deres bidrag på et interaktivt kort, der vil fungere som en samlet vidensbase over arbejdet med klimaundervisning i Norden og Baltikum.
