Nordisk kultursamarbejde justeres efter dialog med branchen
Kulturministrenes omfattende reform af det nordiske kultursamarbejde bliver nu forbedret.
Ministrenes beslutning betyder blandt andet, at der samlet set fremover bliver flere nordiske støttekroner fra Kultur- og kunstprogrammet til amatørkunstnere i de nordiske lande. Det besluttede ministrene på deres møde torsdag i forbindelse med Nordisk Råds session i Stockholm.
Tæt dialog mellem kulturministrene og kulturlivet i de nordiske lande førte torsdag til en justering af den blot fire år gamle kulturreform. I den proces har særligt kunst- og kulturstøtten fået ministrenes opmærksomhed. Fremover vil ikke blot professionelle kunst- og kulturudøvere nyde gavn af kulturreformens støttemuligheder. Justeringerne giver også bredere adgang for hele det nordiske kulturfelt til programmets støttemuligheder.
Ministrene understregede i den forbindelse vigtigheden af forsat at sikre høj kvalitet i de nordiske kultur- og kunstprojekter.
Dermed kommer ministrene kulturlivet i møde efter flere dialogmøder, hvor kunstnerne og kulturaktører blandt andet har efterlyst en tydeligere folkelig forankring af det nordiske kultursamarbejde med en bedre balance mellem det smalle og det brede kunst- og kulturbegreb. For at understrege betydningen af denne balance besluttede ministrene i dag at ændre programmets navn til Kultur- og kunstprogrammet.
Ministrene har også lagt vægt på en tydeligere sammenhæng mellem programmet og ministrenes egne politiske prioriteringer for det fremtidige kultursamarbejde.
Nordisk sprogforståelse er et højt prioriteret indsatsområde. De nordiske kulturministre har derfor i dag også besluttet, at den nordiske Oversættelsesstøtte skal flyttes fra programsekretariatet Kulturkontakt Nord til kulturinstitutionen Nordens Hus.
Reformen af det nordiske kultursamarbejde bliver 2010 underkastet en større evaluering.
Kulturministrenes reform af det nordiske kultursamarbejde skal gøre samarbejdet mere fleksibelt, dynamisk og åbent for nye aktører og samarbejdsformer og ruste samarbejdet til at møde kulturlivets nye nationale og internationale udfordringer.
Kontakter
Anna Enemark
Telefon
+45 29 69 29 23
E-mail
anen@norden.org
