Nordisk Ministerråds samarbejde med Nordvestrusland fortsætter

04.02.16 | Nyhed
St. Petersburg
Photographer
Merete Bendiksen/norden.org
Nordisk Ministerråds samarbejde med Nordvestrusland genoptages. Udgangspunkterne og målsætningerne for samarbejdet er de samme som tidligere, men de organiseres i en ny struktur.

Siden det russiske justitsministeriums beslutning om at stemple Nordisk Ministerråds kontor i Sankt Petersborg og Kaliningrad som udenlandske agenter i januar 2015 har samarbejdet mellem Norden og Nordvestrusland været på vågeblus. De nordiske samarbejdsministre besluttede på deres møde den 3. februar 2016, at samarbejdet skal fortsætte. Virksomheden på ministerrådets kontor i Sankt Petersborg vil fortsat være minimeret, og kontoret har ingen forbindelse til det kommende samarbejde.

Nordisk Ministerråd nedsatte i efteråret 2015 en arbejdsgruppe bestående af Ruslandseksperter fra de nordiske lande, som udredte mulighederne for at fortsætte samarbejdet. Arbejdsgruppens konklusion var, at der stadig er gode forudsætninger for at samarbejde, i første omgang inden for uddannelse og forskning, journalistisk samarbejde og parlamentarikersamarbejde. Derudover vil man bestræbe sig på at etablere nye projekter, som fokuserer på støtte til civilsamfundet og menneskelige rettigheder i Rusland, markedsføring af nordiske værdier, støtte til miljø-, klima- og planlægningssamarbejde samt til sundhedsprojekter.

Det nye nordiske samarbejdsprogram er fleksibelt og åbent i forhold til partnere, projektlængde og forvaltningsorganer. Det nye program og dets struktur vil blive evalueret i 2017.

Ambitionsniveauet for Nordisk Ministerråds samarbejde med Nordvestrusland er fortsat højt, og der afsættes betydelige midler til dette formål.

– Samarbejdet med Nordvestrusland er stadig meget vigtigt for Norden, hvilket samarbejdsprogrammet er et konkret udtryk for, siger Nordisk Ministerråds generalsekretær Dagfinn Høybråten.

De berørte russiske myndigheder er blevet informeret om Nordisk Ministerråds planer.