Nordisk Råd præsenterer initiativer mod antibiotikaresistens

04.04.17 | Nyhed
Whitepaper 12 initiatives
Under Nordisk Råds temasession i Stockholm præsenterede parlamentarikerne i Nordisk Råd en hvidbog som skitserer 12 konkrete forslag til nye nordiske initiativer i kampen mod antibiotikaresistens.

– Antibiotikaresistens er et tema som har optaget mig siden jeg var landbrugsminister i slutningen af 90'erne og i hele min tid i det nordiske samarbejde. Dette er et af de allervigtigste spørgsmål i vores tid, og derfor er jeg meget glad for at Nordisk Råd i dag fremlægger en samlet plan for bekæmpelse af antibiotikaresistens med konkrete forslag, siger Henrik Dam Kristensen fra Danmark som i to perioder har været præsident i Nordisk Råd.

Parlamentarikerne ønsker en langsigtet nordisk strategi

Antibiotikaresistens kræver en national, regional og international indsats. Alle relevante sektorer skal involveres i en koordineret indsats, og problemet kan ikke løses uden målrettet politisk handling.

Nordisk Råd ønsker en langsigtet nordisk strategi med følgende målsætninger:

  • reduktion af behovet for antibiotikabehandling gennem vaccination og forebyggelse af smittefare
  • begrænsning af brugen af antibiotika til behandling af mennesker og dyr
  • indsamling af viden om spredningsmønstre for og udbredelse af antimikrobiel resistens og om optimal brug af allerede eksisterende antibiotika og vacciner
  • sikring af incitamenter til udvikling af ny sundhedsteknologi, innovativ medicin og vacciner.
– Der er bred opbakning i Nordisk Råd til at gå videre mere dette spørgsmål både i Norden og internationalt. Antibiotikaresistens er et dybt alvorligt problem, og Norden ligger helt i front, når det gælder begrænsning af brugen. Derfor har vi meget at bidrage med, siger Staffan Danielsson fra Sverige, som sidder i Nordisk Råd.

Norden i samlet kamp mod antimikrobiel resistens

Hvidbogen er tilgængelig på dansk og engelsk:

– En begrænsning af forbruget af antibiotika, og i det hele taget det at have en kritisk og restriktiv holdning til medicin, er bare ét af de 12 forslag til kampen mod antibiotikaresistens, der er beskrevet i Nordisk Råds hvidbog. Hvidbogen indeholder en række gode og konkrete forslag, som jeg er meget glad for, at Nordisk Råd i dag har vedtaget, siger Bente Stein Mathisen, som er leder af Udvalget for Velfærd i Norden.