Nordisk Råd tager fat på radikaliseringsproblemet

10.03.15 | Nyhed
Ved stranden 18
Photographer
Ane Cecilie Blichfeldt
Forebyggelse af ekstremisme er på Nordisk Råds dagsorden i forbindelse med rådets møder og minisession i København den 25.-26. marts. På onsdagens fællesmøde behandles Nordens ændrede forhold til Rusland.

Fællesmødet om Rusland og Ukraine holdes onsdag den 25. marts om eftermiddagen i Folketingets Landstingssal på Christiansborg.

Møderne fortsætter om torsdagen med en briefing om terrorangrebene i København, og hvordan de påvirker Danmarks politik når det gælder sikkerhed og radikalisering. Det indledende tema i plenumdebatten handler om hvordan det nordiske samarbejde kan bidrage til at forebygge ekstremisme. Desuden holder fire af rådets udvalg møder om formiddagen for at diskutere radikaliseringsproblemet.

I januar blev der grundlagt et nordisk ministernetværk for at forebygge forskellige former for ekstremisme.

Der afholdes en pressekonference med Nordisk Råds præsident samt repræsentanter for de nordiske partigrupper den 26. marts om eftermiddagen i det nordiske samarbejdes hus i København, Ved Stranden 18. Temaet for pressekonferencen er det nordiske samarbejde med henblik på forebyggelse af ekstremisme.

Nordisk Råd havde oprindeligt planlagt at holde forårets møder samt temasession i Bruxelles. Den skærpede sikkerhedssituation komplicerede dog arrangementet i Europa-Parlamentet så meget at møderne blev flyttet til København.

Nordisk Råd er det parlamentariske organ for det officielle nordiske samarbejde. Den 25.-26. marts mødes rådets 87 parlamentarikere fra alle de nordiske lande samt Grønland, Færøerne og Åland i partigrupper, udvalg og plenum. Følg debatten på #nrpol og på norden.org/NRmars