Nordisk Råds Litteraturpris fylder 50 år
I år fylder Nordisk Råds Litteraturpris 50 år. Dette fejres med et nyt netsted, en verdensturné og den sædvanlige prisuddeling. Litteraturprisen, som er en af de største i Norden, fortsætter sin nysgerrighed i forhold til vore nabolandes sprog og kultur.
50-års jubilæet for Nordisk Råds Litteraturpris blev indledt i dag med lanceringen af et nyt netsted som bringer højdepunkterne i den nordiske litteratur ud på nettet.
Her kan interesserede læse tekstuddrag og se billeder og filmklip af og med de prisvindende forfattere. Desuden kan man finde statistiske oplysninger fra 1962, hvor prisen blev uddelt første gang, og frem til i dag.
Ved du for eksempel hvor mange kvindelige digtere der har vundet prisen gennem årene? Besøg Nordisk Råds Litteraturpris' nye netsted for at finde svaret.
I løbet af året indledes også en udstillingsturné for Nordisk Råds Litteraturpris som i marts og april vil komme til Paris, Leipzig og Oslo.
På udstillingerne kan de besøgende komme tættere ind på livet af denne kultiverede 50-års fødselar og lære mere om de prisvindende forfattere og deres værker.
Den 12. april samles de nominerede forfattere i Oslo hvor vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2011 skal udvælges. Litteraturprisen er på 350.000 danske kroner.
Kontakter
Jesper F. Schou-Knudsen
Telefon
+45 33 96 03 55
E-mail
jsk@norden.org
