Nordisk samarbejde er nøglen til vækst og indflydelse
- Det nordiske samarbejde har levet en henslumrende tilværelse, men nu skal det være det slut. Norden er verdens tiendestørste økonomi og geografisk set større end Indien. Den tyngde skal bruges til at sætte spor i verden, skriver det danske Rigsfællesskabs nordiske samarbejdsministre i en kronik i dagbladet Information.
- Vi kan opnå nordiske stordriftsfordele med det eksisterende samarbejde. Men det kræver, at vi politikere tør prioritere, fokusere pengene og gøre samarbejdet mere politisk. Vi skal hele tiden spørge: Er vi dér, hvor vi bør være?, spørger Karen Ellemann.
- Fotograf
- Magnus Fröderberg/norden.org
Grøn vækst, jobskabelse og fokus på styrkelse af konkurrenceevnen og eksportpotentiale på en bæredygtig måde, udpeges som succesfaktorer for det nordiske samarbejde, skriver de tre politikere Karen Ellemann, Palle Christiansen og Jacob Vestergaard i en artikel i den danske avis Information.
Nordisk forskning er i topklasse, men kan formidles og udnyttes bedre, ikke mindst på klimaområdet i forbindelse med det nordiske topforskningsinitiativ. Der skal mere fokus på at styrke væksten på tværs af landene og på at gøre livet lettere for borgere og virksomheder ved fjerne barrierer mellem landene.
Sammen med Nordens potentiale til at gøre aftryk i andre dele af verden, er det nogle af de områder, der bør få mere opmærksomhed, ifølge de tre politikere.
Men en forudsætning for et styrket samarbejde er evnen til at turde prioritere, skriver de.
- Vi kan opnå nordiske stordriftsfordele med det eksisterende samarbejde. Men det kræver, at vi politikere tør prioritere, fokusere pengene og gøre samarbejdet mere politisk. Vi skal hele tiden spørge: Er vi dér, hvor vi bør være?
De noterer sig også vigtigheden af fortsat samarbejde i udviklingen af Østersøregionen som et "vækstcenter og stabilitetsanker" og hævder nødvendigheden af gennemførelsen af EU's Østersøstrategi.
En fortsat støtte til kampen for en demokratisk udvikling i Hviderusland er også i fokus.
- Det er vigtigt, at vi har en stærk Østersøregion, fordi den grænser op til mere urolige områder som Hviderusland. I lyset af den seneste tids barske udvikling i Hviderusland fremstår vores, de nordiske samarbejdsministres, besøg på European Humanities University i 2010 som endnu vigtigere i kampen for en demokratisk udvikling i Hviderusland.
Et andet prioriteret område er Arktis, hvor et samarbejde for at beskytte de sårbare havområder skal fortsætte. Her understreges vigtigheden af fortsat dialog med USA, Canada og Rusland.
De tre artikelforfattere er:
Karen Ellemann
Danmarks minister for miljø og nordisk samarbejde.
Palle Christiansen
Grønlands medlem af Nalaakersuisut for Finanser og nordisk samarbejde.
Jacob Vestergaard, Færøernes landsstyremand for fiskeri, nordisk- og udenrigssamarbejde.
