Nordisk samarbejde om fødevarekontrol

27.01.16 | Nyhed
Nordisk tilsynskonference 2016
Photographer
Fødevarestyrelsen
Hvordan arbejder vi med proportionalitet? Kan kontrollen blive mere ensartet? Hvordan afbalanceres sanktioner i forhold til overtrædelsens omfang og alvor? Disse emner diskuteres på en stor nordisk konference om fødevarekontrol i København den 26. og 27. januar.

Nordisk Tilsynskonference samler 250 deltagere fra myndigheder, organisationer og universiteter på fødevareområdet fra alle de nordiske lande samt Færøerne, Grønland og Åland. Det overordnede tema er proportionalitet og behovet for ensartet kontrol. Spørgsmålene vil blive diskuteret ved forelæsninger med internationale og nordiske specialister samt på workshops om aktuelle områder som f.eks. mikrobryggerier, madspild og ernæringslære. Et separat seminar, som henvender sig til ledere og chefer, fokuserer på effektiviteten af kontrollen.

Nordisk Tilsynskonference er det eneste sted, hvor de nordiske tilsynsførende mødes i løbet af året, og konferencen er således en unik platform for videreuddannelse, inspiration og networking.

 Platform for videreuddannelse og networking

- Den høje forandringshastighed i branchen kræver, at vi løbende udvikler nye værktøjer og ny viden. Nordisk Tilsynskonference er det eneste sted, hvor de nordiske tilsynsførende mødes i løbet af året, og konferencen er således en unik platform for videreuddannelse, inspiration og networking, siger Ann-Christine Ekström fra Livsmedelsverket i Sverige, som også er ansvarlig for sekretariatet for den nordiske arbejdsgruppe for madforvaltning, tilsyn og forbrugerinformation (NMF).


Hanne Larsen, Fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen i Danmark og vært for konferencen, ser den store tilslutning som et resultat af et program med interessante emner, relevant uddannelse og inspiration. Hun fremhævede i sin åbningstale vigtigheden af en nordisk dimension.

- Det nordiske samarbejde er vigtigt, ikke mindst for udviklingen af principper i forhold til lovgivningen, fælles holdninger, og hvordan vi tolker reglerne om fødevarekontrol.

 Det nordiske samarbejde er vigtigt for udviklingen af principper i forhold til lovgivningen, fælles holdninger og tolkningen af regler.

 

Vinderprojektet: kontrol af handlen med fødevarer på internettet

De forskellige deltagerlande havde indmeldt hvert deres tilsynsprojekt, som blev præsenteret på konferencen. Vinderprojektet drejer sig om kontrollen af handlen med fødevarer på internettet og er udarbejdet af Uppsala Kommunes miljøforvaltning i samarbejde med miljøforvaltningen i Stockholm Kommune.

Nordisk Tilsynskonference er arrangeret af Fødevarestyrelsen i samarbejde med Nordisk Ministerråd og sigter mod at styrke netværket i de nordiske lande og gøre det muligt at dele erfaringer og ideer på aktuelle områder. Konferencen afholdes for 14. gang, og værtskabet roterer mellem de nordiske lande.