Nordisk synlighed på COP15
Det nordiske samarbejde kan både ses og høres ved klimakonferencen COP15 som mandag begyndte i København. Selv om de nordiske lande forhandler separat, så bidrager Nordisk Ministerråd indirekte til et godt resultat i København.
Nordisk Ministerråd finansierer en nordisk gruppe med klimaeksperter fra hele Norden: Den nordiske COP15-gruppe som blandt andet har udarbejdet analyser og rapporter om aktuelle forhandlingsspørgsmål samt arrangeret møder mellem internationale klimaforhandlere.
I Bella Center, hvor selve COP15 bliver afholdt, præsenteres det nordiske klimasamarbejde i en fælles udstillingsmontre. Omkring 15 nordiske institutioner samarbejder om Nordisk Ministerråds montre som har varierende temaer som eksempelvis Arktis, forskning og grønne energiløsninger.
Video fra Nordisk Ministerråds montre på Bella Center i København.
Nordisk Ministerråd arrangerer eller finansierer desuden flere sideevents i Bella Center under COP15. I alt er cirka 90 personer engageret i forskellige aktiviteter som en del af Nordisk Ministerråds delegation i Bella Center som alt i alt samler godt 15.000 personer i løbet af den to uger lange konference.
Ministerrådet deltager desuden, både som financier og udstiller, ved begivenheden 'Arctic Venue at COP15' på Nordatlantens Brygge.
De nordiske lande deltager også via Nordisk Kulturfond i kunstprojektet Rethink som er en del af det officielle kulturprogram under COP15.
Andre COP15-projekter som Ministerrådet finansierer er udstillinger og film relateret til Arktis.
