Nordiske elselskaber: Grådige eller gennemsigtige?
Nordisk Råd vil have større gennemsigtighed på det nordiske elmarked. Både elbørsen Nord Pool og Nordisk Ministerråd afviser kritikken. Ved en høring på Stortinget i Oslo 14. april diskuterede Rådet forbedring af energisamarbejdet i Norden.
Nordisk Råd har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til forbedring af det nordiske energisamarbejde, ikke mindst i forhold til fornybar energi. Vandkraft står for op mod 60 % af den fornybare energiproduktion i Norden.
- Fotograf
- Johannes Jansson/norden.org
Nordisk Råd kritiserer elbørsen Nord Pool for at være for lukket. Det kan føre til overpriser på el i de nordiske lande, frygter Rådet.
Flaskehalse og manglende koordination mellem producenterne er også et problem, som kan skrue priserne op og true forsyningssikkerheden, mener Nordisk Råds Erhvervsudvalg og Miljøudvalg, som har bedt Nordisk Ministerråd redegøre for problemet.
Nordisk Ministerråd afviser kritikken og Danmarks klima- og energiminister Lykke Friis udtaler i et høringssvar, at Nord Pool er blandt Europas mest transparente elbørser.
På EU’s energiministermøde i januar udtalte de nordiske ministre desuden, at et fælles nordisk energimarked er vigtigt for en sikker energiforsyning og at systemet effektivt klarer problemer med energimangel.
Men det stiller flere politikere spørgsmålstegn ved.
- Denne vinter har man især i Norge oplevet ekstremt høje elpriser. Så spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at forbedre systemet? Kan det ikke blive bedre, må der være noget fundamentalt forkert, sagde Per Olaf Lundteigen fra Midtengruppen i Nordisk Råd.
Elmarkedet i Norden blev liberaliseret i 1993 og op mod 70 % af al elektricitet udbydes på den fælles elbørs Nord Pool.
Prisen for elektriciteten afgøres dagligt ud fra udbud og efterspørgsel blandt de enkelte producenter og distributionsselskaber.
Mikael Lundin, direktør for Nord Pool, mener, at dette marked i sagens natur ikke kan være fuldstændig åbent.
- Transparens betyder ikke, at al information skal være tilgængelig for alle, men at den information, som får markedet til at fungere godt, skal være det, udtalte han på høringen.
Han ønskede ikke at kommentere på selve markedsstrukturen på elbørsen og beslutningen om at liberalisere elmarkedet, da det er en politisk afgørelse.
- Men det er netop en del af problemet. Elforsyningen bør ikke være underlagt markedskræfterne på den måde, vi ser nu. Det har jo vist sig at føre til prisstigninger frem for billigere strøm, ifølge Alf Egil Holmelid fra den Venstre-Grønne gruppe i Nordisk Råd.
Rådet ønsker dog på ingen måde at afvikle Nord Pool, men vil se på mulighederne for at forbedre systemet, udtaler Erhvervsudvalgets formand Lisbeth Grönfeldt Bergman og Miljøudvalgets fomand Ann-Kristine Johansson.
Man har derfor nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til forbedring af det nordiske energisamarbejde. Resultatet fremlægges på Rådets møder til september.
Høringen blev afholdt af Nordisk Råds Erhvervsudvalg og Miljøudvalg i forbindelse med Rådets samling i Oslo 14. april.
Kontakter
Michael Funch
Telefon
+45 33960332
E-mail
mifu@norden.org
