Nordiske samarbejde må ikke blive elitært
Folkelig forankring er kernen i det nordiske fællesskab og styrken bag fælles tiltag i Norden. Globaliseringsprocessen må ikke fjerne fokus fra de demokratiske rødder i samarbejdet. Det var nogle af konklusionerne på årets generaldebat under Nordisk Råds session i Stockholm, 28. oktober.
- Vi må have svar på de spørgsmål, vi stiller ministrene og ministerrådets sekretariat, og svar til tiden. Ellers kan vi ikke udføre vores arbejde, udtalte Line Barfod og flere andre parlamentarikere under debatten.
- Fotograf
- Foto: Magnus Fröderberg/norden.org
Der er en fare for, at det nordiske samarbejde udvandes, hvis det demokratiske og folkelige grundlag ikke respekteres, udtalte flere politikere i forbindelse med diskussion af samarbejdsministrenes redegørelse og ministerrådets budget på Nordisk Råds session.
- Globaliseringsarbejdet er et godt eksempel. Her tog rådet et initiativ på baggrund af en vigtig kortlægning af nordiske værdier og muligheder i en globaliseret verden. Men i ministerrådets regi bliver dette arbejde blot topmøder for eliten, uden forankring i foreninger, miljøbevægelsen og fagbevægelsen, mente Line Barfod fra Danmark.
Formanden for Kultur- og Uddannelsesudvalget Mogens Jensen supplerede:
- Det lykkedes udvalget af få afsat penge til kultur inden for globaliseringsarbejdet, men blot for at se det blive brugt på dyre show-case projekter i stedet for kreative tiltag for eksempelvis børn og unge, som udvalget havde ønsket. Vi har i årevis forsøgt at fremme dialogen med ministrene, men må erkende, at vi har meget lidt indflydelse på ministerrådets dagsorden, sagde Mogens Jensen.
Ønsker større indsigt
Både Barfod og Jensen mente, det er problematisk, hvis man år efter år skærer på det folkelige og kulturbaserede samarbejde.
Parlamentarikerne ønsker også større indsigt i Nordisk Ministerråds budgetter og kræver at ministrene går mere i dialog med Rådets udvalg, når der udarbejdes nordiske projekter.
- Vi må have svar på de spørgsmål, vi stiller ministrene og ministerrådets sekretariat, og svar til tiden. Ellers kan vi ikke udføre vores arbejde, udtalte Line Barfod og flere andre parlamentarikere under debatten.
