Nordiske social- og sundhedsministre drøfter udfordringer på flygtningeområdet

26.04.16 | Nyhed
Social- og sundhedsministrene fra Finland, Sverige, Norge, Danmark, Island, Åland og Grønland mødes i Helsingfors onsdag den 27. april. Finlands social- og sundhedsminister, Hanna Mäntylä, og familie- og omsorgsminister, Juha Rehula, understreger vigtigheden af et tværsektorielt samarbejde i forvaltningen, både når det gælder tjenester på social- og sundhedsområdet og integration.

– Det er især vigtigt at sikre servicebehovet hos kvinder, børn og andre udsatte grupper, siger Hanna Mäntylä.

– Vellykket integration kræver samarbejde på mange forskellige delområder. Vi skal se på helheden, tilføjer Juha Rehula.

Ministrenes møde onsdag den 27. april i Helsingfors er en del af Finlands formandskab i Nordisk Ministerråd.

Udveksling af information og god praksis mellem landene

Formålet med mødet er at diskutere og udveksle information og god praksis mellem de nordiske lande når det gælder social- og sundhedsydelser til asylansøgere. Ved mødet udarbejdes også en fælles deklaration om samarbejde inden for folkesundhedsområdet med henblik på at mindske forskelle i sundhed.

Social- og sundhedsydelserne til asylansøgere og indvandrere skaber diskussion blandt de nordiske ministre. Næsten 250.000 mennesker søgte om asyl i et nordisk land i 2015. Situationen giver udfordringer – også på social- og sundhedsområdet.

Fælles nordiske udfordringer

De fælles nordiske udfordringer på social- og sundhedsområdet er blandt andet: helbredsundersøgelser til asylansøgere, smitsomme sygdomme og vaccinationer, uledsagede flygtningebørn samt sociale ydelser især til børn, ældre og personer med nedsat funktionsevne.

Alle nordiske lande har indført screening af flygtninge og asylansøgere for smitsomme sygdomme.

De nordiske lande samarbejder i dag om integration af flygtninge og indvandrere – blandt andet via det nordiske støtteprogram. Også ministerrådets rolle i integrationen forstærkes.