Handlinger tilknyttet webside

Ny madpris hylder det nordiske køkken

Ny nordisk madpris, Embla, hylder det ypperligste i det nordiske køkken. Prisen skal være med til at styrke den fælles nordiske madidentitet, kultur og øge interessen for nordisk mad uden for Norden.

14.03.2017
Fotograf
Elina Leonova – Fotolia

Seks nordiske landbrugsorganisationer lancerer den første fælles nordiske madpris, Embla. Prisen skal være med til at styrke den fælles nordiske madidentitet, kultur og øge interessen for nordisk mad uden for Norden.

Det er en stor styrke for Embla, prisens identitet og dens formål, at den er styret af organisationer, der bredt repræsenterer nordiske fødevarer. Målet er, at prisen bliver lige så anerkendt som den nordiske litteraturpris. 

Vigtigt fællesnordisk initiativ

Prisen, der som den første uddeles på tværs af alle de nordiske lande, sætter fokus på råvarer, fødevarer, produktionsmetoder samt de professionelle, der står bag det hele. Prisen er blevet etableret for at få delt viden og erfaringer fra alle de nordiske lande og er støttet af Nordisk Ministerråd.

Demokratisering af god og sund mad er næste skridt inden for Ny Nordisk Mad, og den nye madpris Embla er et vigtigt fællesnordisk initiativ i det fortsatte arbejde. Mads Frederik Fischer-Møller, der er seniorrådgiver hos Nordisk Ministerråd, siger:

- Det er en stor styrke for Embla, prisens identitet og dens formål, at den er styret af organisationer, der bredt repræsenterer nordiske fødevarer. Målet er, at prisen bliver lige så anerkendt som den nordiske litteraturpris.

Vi har så meget godt i Norden. Smagfulde råvarer og rigtig meget innovation blandt madprofessionelle. Og når vi deler de gode historier, får vi allesammen endnu mere af det gode.

Embla uddeles hvert andet år

Embla uddeles hvert andet år. Første gang i august 2017 i København, hvor Landbrug & Fødevarer er vært for prisen. Ved prisuddelingen offentliggøres værtslandet for Embla 2019. Prisuddelingen i København finder sted i samarbejde med Miljø- og Fødevareministeriets topmøde ’Better Food for More People’ under Copenhagen Cooking.

Andreas Buchhave, der er chefkonsulent ved Landbrug & Fødevarer og projektleder på den nye nordiske madpris, Embla, siger:

- Vi har så meget godt i Norden. Smagfulde råvarer og rigtig meget innovation blandt madprofessionelle. Og når vi deler de gode historier, får vi allesammen endnu mere af det gode. Prisen er også udtryk for, at vi i dag har en nordisk madkultur, som vi kan være stolte af.

Syv forskellige kategorier

Embla indeholder syv priser, hvor hvert af de nordiske lande selv sørger for at finde nominerede til hver kategori. Der er blevet nedsat en national jury i hvert land, og der vil også være en fælles nordisk jury, som afgør, hvem af de nominerede, der skal vinde Embla-priserne.  

De syv kategorier til Embla-prisen 2017 er:

  • Årets madhåndværker
  • Årets råvareproducent
  • Årets mad til mange
  • Årets madkommunikatør
  • Årets maddestination
  • Årets madiværksætter
  • Årets mad til børn og unge

Nominer dine kandidater til Embla

Det er muligt at indstille til Embla fra 14. marts til 17. april 2017. Indstillingsblanketterne for de syv kategorier findes på www.emblafoodaward.com, hvor interesserede også kan læse mere om den nye nordiske madpris, Embla.

Kontakter

Mads Frederik Fischer-Møller
Telefon +45 29 69 29 43
E-mail madmol@norden.org