Handlinger tilknyttet webside

Ny nordisk pris for børne- og ungdomslitteraturen

Nordisk Råd har besluttet at oprette helt ny pris for børne- og ungdomslitteratur. Prisen deles første gang ud i 2013 og bliver uafhængig af Nordisk Råds prestigefyldte Litteraturpris.

01/11 2012

- En nordisk børne- og ungdomslitteraturpris vil sammen med en række andre aktiviteter give et markant og synligt løft af børn og unges læselyst, siger den norske kulturminister Hadia Tajik.

Fotograf
Magnus Fröderberg/norden.org

Kulturministrene fra de fem nordiske lande fik torsdag bred opbakning fra Nordisk Råds parlamentarikere til forslaget om en helt ny pris for børne- og ungdomslitteraturen i Norden. Børne- og ungdomslitteraturprisen bliver nu den femte i rækken af Nordisk Råds prestigefyldte priser med den eksisterende Litteraturpris som det absolutte fyrtårn.

De nordiske kulturministre fik dermed parlamentarikernes og Nordisk Råds kulturudvalgs endelige blåstempling af deres ønske om at styrke og løfte kulturen for børn og unge i Norden.

- En nordisk børne- og ungdomslitteraturpris vil sammen med en række andre aktiviteter give et markant og synligt løft af børn og unges læselyst. Vi har set, at de øvrige nordiske kulturpriser er med til at skabe både nordisk og international opmærksomhed om kulturen, og det skal vi udnytte også på børne- og ungdomsområdet, forklarer Hadia Tajik.

Den eksisterende litteraturpis - Nordisk Råds Litteraturpris - er den ældste af Nordiske Råds priser. Den fejrer i år sit 50-års jubilæum og regnes for de fleste for fyrtårnet blandt de prestigefyldte priser med stor nordisk og international gennemslagskraft. En effekt den norske kulturminister håber også slår igennem med den nye pris for børne- og ungdomslitteraturen:

- I Norden har vi en fantastisk tradition for børne- og ungdomslitteratur på et meget højt niveau. Børne- og ungdomslitteraturen er en vigtig del af vores nordiske selvforståelse, som tilmed nyder stor international anerkendelse. Jeg er derfor utroligt glad for, at det nu også er lykkedes at samle bred politisk opbakning til at oprette en nordisk pris for den del af litteraturen, siger den norske kulturminister Hadia Tajik.

Kontakter

Jesper F. Schou-Knudsen
Telefon +45 33 96 03 55
E-mail jsk@norden.org

Anna Enemark
Telefon +45 29 69 29 23
E-mail anen@norden.org