Handlinger tilknyttet webside

Ny nordisk rapport: Færøerne topper vækstrater i Norden

Færøerne skiller sig ud i en ny nordisk rapport, og det er for det positive. Høje vækstrater og fremadstormende kommuner tegner et lyst billede.

09.02.2018
Fotograf
Erik Christensen, Porkeri

En ny rapport fra Nordisk Ministerråd, State of the Nordic Region, analyserer nøgletal fra de nordiske lande og sammenligner dem på tværs af grænser og regioner.

Færøerne skiller sig især ud ved de høje vækstrater, man har set de senere år. Men de færøske kommuner er også blandt de mest fremadstormende i det Regional Potential Index, der udarbejdes i forbindelse med rapporten.

Status på Norden

Ser man de overordnede konklusioner i State of the Nordic Region kan man glæde sig over, at såvel økonomien som arbejdsmarkedet i Norden har det bedre end EU gennemsnittet. I den relation er landene i den nordiske region også relativt set gode til at tiltrække udenlandske investeringer – faktisk går 7% af den samlede såkaldte Foreign Direct Investment i Europa til de nordiske lande, selvom de kun udgør 4% af befolkningen.

Den gode økonomi støttes af to tendenser: Norden er fortsat et af de mest digitaliserede områder i EU og vi er fortsat stærkere end de omkringliggende regioner på innovation, om end det forspring er mindsket. Rapporten peger også på det store potentiale, der ligger i bioøkonomien, altså bæredygtig vækst baseret på naturressourcer.

Ser man på det statistiske materiale er der dog også områder, hvor det kan rejses et advarselsflag: Befolkningen er aldrende trods indvandring og tilflytning, den samler sig stadigt mere omkring de store byer – og så er der udfordringer med integrationen af indvandrere på arbejdsmarkedet.

Rapporten fremhæver og forklarer såvel succeser som udfordringer på vigtige samfundsområder. Dette er nordisk samarbejde, når det er absolut bedst

- State of the Nordic Region bidrager med en sammenstilling af kundskab og information, der giver et helhedsperspektiv på udviklingen i Norden og hjælper nordiske beslutningstagere til at udforme nye politikker. Rapporten fremhæver og forklarer såvel succeser som udfordringer på vigtige samfundsområder. Dette er nordisk samarbejde, når det er absolut bedst, siger generalsekretær i Nordisk Ministerråd Dagfinn Høybråten

Fakta:

State of the Nordic Region er en unik samling af data fra hele Norden over økonomi, demografi, arbejdsmarkedsforhold, uddannelse og meget mere, illustreret med specialdesignede landkort. Rapporten udgives hvert andet år af Nordisk Ministerråd og tager så at sige temperaturen på regioner og kommuner i Norden. Som et led i udgivelsen opstilles et Regional Potential Index – designet af Nordregio, Ministerrådets forskningscenter for regionaludvikling og planlægning – der viser, hvor dynamiske de 74 regioner i Norden er ud fra traditionelle, sammenlignelige statistiske parametre.

Hele rapporten kan læses her:

Kontakter

André H. Jamholt
Telefon +45 60 39 42 32
E-mail andjam@norden.org

Michael Funch
Head of Communications and Outreach
Nordregio
+46 70 896 27 24
michael.funch@nordregio.se