Ny nordisk sprogkampagne lanceres
En fælles nordisk sprogkampagne skal fremme børn og unges evner til at forstå og kommunikere med hinanden på et af de tre skandinaviske sprog dansk, norsk og svensk. Sprogkampagnen lanceres efter planen i februar 2010 og løber hele året.
Kampagnen lanceres af ministre fra de nuværende og kommende formandskabslande for Nordisk Ministerråd, Island og Danmark. Åbningen og afslutningen markeres som en fællesnordisk begivenhed.
Eksempler på aktiviteter i sprogkampagnen er en stilkonkurrence for skoleklasser og præmiering af gode computerspil for børnehavebørn, samt en række nationale arrangementer.
En række samarbejdspartnere inviteres til at deltage i sprogkampagnen.
Det gælder blandt andre både MR-SAM, MR-U og MR-K, Nordisk Børne- og Ungekommité (NORDBUK), Nordisk Sprogkoordination, samt NiFin, Norden i Fokus og andre Nordens institutter/ Nordens huse.
Nordisk Computerspilprogram og Nordisk Film & TV Fond, samt Nordisk Kulturfond og Nordisk Råd opfordres også til at deltage.
Kampagnen blev præsenteret for undervisnings- og forskningsministrene, der har ansvaret for sprogsamarbejdet i Norden, på MR-U i forbindelse med Nordisk Råds session i Stockholm 28/10.
Ministrene tog orienteringen om en nordisk sprogkampagne til efterretning og understregede vigtigheden af at fremme sprogforståelsen i Norden blandt især børn og unge.
