Ny politisk aftale styrker kultursamarbejdet i hele Nordeuropa
Kulturen og de kreative industrier i Nordeuropa kan nu se frem til nye vækstmuligheder og større politisk opmærksomhed. Det er resultatet af en helt ny aftale, Northern Dimension Partnership on Culture, mellem EU, Rusland, Norge og Island.
Sammen med repræsentanter fra EU, Rusland, Norge og Island underskriver kontorchef Karin Marcussen på vegne af den danske kulturminister aftalen om et stærkere kultursamarbejde mellem EU, Rusland, Norge og Island. Foto: www.interpress.ru
Nu får de kreative økonomier og kulturlivet i Nordeuropa bedre muligheder for investering, finansiering og vækst. I hvert fald hvis det står til de nordeuropæiske regeringer. Aftalen mellem landene blev i dag underskrevet i Sankt Petersborg, hvor repræsentanter fra landene i Nordeuropa blev enige om helt nye rammer for det voksende vækstområde.
- Det er vigtigt at understrege, at vi med aftalen først og fremmest har skabt bedre samarbejdsrammer og nye vækstbetingelser for kulturlivet og og de kreative økonomier i Nordeuropa. Nu er det op til de berørte aktører selv at definere de konkrete projekter og initiativer. Aftalen er en politisk beslutning om at facilitere det nye samarbejde, sagde Michael Webb, vicedirektør for EU-delegationen i Rusland.
Aftalen blev underskrevet under Nordisk Ministerråds internationale kulturforum, som finder sted i Sankt Petersborg den 20.-21. maj. Her mødes personer fra kulturlivet, de kreative industrier, kulturinstitutioner og embedsmænd fra 11 lande for at diskutere mulighederne for at hjælpe den kreative økonomi på vej i den region, der udgøres af den Nordlige Dimension.
De europæiske lande diskuterer i øjeblikket, hvordan man kan udvikle potentialet for en kreativ økonomi og dermed skabe arbejdspladser og sikre velfærden, og samtidig udvikle nye finansierings- og investeringsværktøjer.
NDPC vil være et supplement til eksisterende nationale og internationale organisationer og institutioner, der arbejder med kreative industrier, og som sigter på kulturelt samarbejde og udveksling. Partnerskabet vil dermed fungere som en platform, der kan fremme dialog og udveksling af best practices inden for kultur og kreative industrier.
NDPC er den Nordlige Dimensions fjerde Partnerskab og ligger i forlængelse af eksisterende partnerskaber på miljø-, transport- samt social- og sundhedsområdet. Nordisk Ministerråd har initieret og understøttet udviklingen af NDPC og har organiseret kulturforummet i samarbejde med Sankt Petersborgs bystyre og det russiske kulturministerium.
