Handlinger tilknyttet webside

Ny rapport: Fødevarespild for milliarder

Hvis madaffaldet blev mindsket med 20 procent ville samfundet spare millioner, måske milliarder af kroner. En ny undersøgelse viser at der er et stort potentiale i Norden for at mindske fødevarespildet fra butikker og grossister.

31/08 2011
Resirkulering og farlig avfall
Fotograf
Silje Bergum Kinsten/ norden.org

Nordisk Ministerrådog det svenske miljøtilsyn har regnet på hvor mange penge man kan spare hvis den samlede mængde af madaffald i Norden mindskes med 20 procent. Den største gevinst ligger i at vi slipper for miljøomkostningerne for den mad som ikke længere bliver smidt ud, eksempelvis i form af overgødning og udslip af drivhusgasser.

I alt kan eksempelvis Sverige tjene mere end 12 milliarder kroner gennem mindskede miljøomkostninger og erhvervs- og privatøkonomiske besparelser. Den erhvervsøkonomiske gevinst for butikker og grossister ville være cirka 120 millioner kroner om året.

– Madspildet skal mindskes. I Sverige arbejder vi nu med nye mål for mindsket spild og med at nedbryde en øget andel af det eksisterende spild. Jeg hilser også initiativer på nordisk niveau for at mindske madspildet velkommen, er reaktionen fra Sveriges miljøminister Andreas Carlgren.

I Norge vil branchen forsøge at mindske fødevarespildet med 25 procent inden 2015. I Danmark har miljøministeren opfordret til initiativer med henblik på at mindske mængden af mad som smides væk uden grund.

Omkring 240.000 tons fødevarer fra butikker i Norden ender hvert år som madaffald. Det fremgår af en ny nordisk undersøgelse som er finansieret af Nordisk Ministerråd. De typiske varegrupper er frisk frugt, grønsager og brød. Andre varegrupper som ofte kasseres er kød, fisk, færdigretter og mejeriprodukter.

Ifølge butikkerne er en af årsagerne kundernes adfærd. Forbrugerne vil have frisk frugt og grønt, fyldte hylder med frisk brød og mange mærker at vælge imellem samt lange åbningstider. For at lokke kunderne til, skal butikkerne derfor regne med et vist overindkøb for at imødekomme kundernes krav. Interview med butikker viser for eksempel at indkøbene af brød ligger syv procent over det forventede salg.

En anden årsag til spildet er at det er vanskeligt at bestille de rette mængder. Kundernes indkøb afhænger for eksempel meget af vejret som kan være svært at forudsige, og dette tages ikke altid med i beregningerne når varerne bestilles.

Der findes forskellige initiativer inden for branchen med henblik på at mindske fødevarespildet. Der er forskellige måder at gøre det på. Prisen på produkter sænkes et par dage inden sidste holdbarhedsdato. Mad som nærmer sig sidste holdbarhedsdato gives til velgørende organisationer. Det kan desuden minimere spildet at uddanne personalet i at opbevare og håndtere maden rigtigt.

De nordiske lande samarbejder på området, og der planlægges et fælles seminar i efteråret hvor myndighederne vil invitere branchen i Norden til en dialog.

 

Kontakter

Metta Wiese Mobil: +45 2299 8770 Mail: mw@ghsdk.dk

Relateret indhold
  • Butiksejere får hjælp til at tænke grønt (Nyhed)

    En ny hjemmeside giver butiksejere i Norden ideer til, hvordan de kan gøre deres forretning mere bæredygtig og samtidig vinde konkurrencefordele.

  • Nordisk Affaldsgruppe (NAG) (Organisation)

    Nordisk Affaldsgruppe arbejder for en bæredygtig affaldsbehandling i Norden og i Europa. Bidrag til udarbejdelsen af EU's regelværk gennem fælles nordiske indspil er vigtig. Tilpasning af EU's regelværk til de specielle nordiske forhold er et andet fokusområde.

  • Initiatives on prevention of food waste in the retail and wholesale trades (Publikation)
  • Til kamp mod madspild (Nyhed)

    De nordiske lande skal gå forrest for at reducere madspild lyder opfordringen fra Ole Vagn Christensen (S) dansk medlem af Nordisk Råd. Han har derfor bedt de nordiske regeringer kortlægge omfanget af madspild og tiltagene for at modvirke madspild i de enkelte lande.