Østersøforsamling diskuterer Ukrainekrisen

25.08.14 | Nyhed
Karin Åström
Photographer
Magnus Fröderberg/norden.org
- Vi må undgå koldkrigstilstande og arbejde for åbne døre mellem vore lande, sagde Nordisk Råds præsident Karin Åstrøm på stor Østersø forsamling i Polen. Mødet blev holdt i skyggen fra Ukrainekrisen og lige op til topmødet mellem Rusland, Ukraine og EU i Minsk 26. august 2014.

Baltic Sea Parliamentary Conference (BSPC) samler hvert år parlamentarikere fra alle landene omkring Østersøen. Fokus for møderne er typisk miljøproblemer, kultursamarbejde, grøn vækst eller social og sundhedsspørgsmål.

I år fandt mødet sted i Olsztyn i Polen og krisen i Ukraine overskyggede de ellers så fredelige diskussioner. Ikke mindst de delegerede fra Polen og de baltiske lande lagde en hård linje frem, mens de tyske deltagere manede til besindighed.(Se BSPCs resolution her.)

Dialog og samarbejde

Nordisk Råd understregede vigtigheden af dialog og samarbejde.

- Vi må stille os over konflikten og arbejde for dialog frem for lukkede døre. Trods krisen i Ukraine må vores fælles mål være at undgå en ny kold krig, sagde Nordisk Råds præsident Karin Åstrøm fra Sverige i sin tale til forsamlingen.

- Netop i år, hvor vi fejrer 25 året for den kolde krigs ophør, er det vigtigt at huske på betydningen af samarbejde. Som nordiske parlamentarikere med 200 års fred som ballast kender vi om nogen til betydningen af fredeligt samkvem over grænserne, slog Åstøm fast.

Tillid en del af Nordens varemærke

Franz Thönnes fra den tyske Forbundsdag slog samme linje an som Nordisk Råd.

- En militær løsning på Ukrainekrisen er udelukket. Vi må arbejde for at nedtrappe konflikten nu og her og det bedste fundament for fred er tillid. Den tillid må vi fremme, understregede Thönnes.

I sin åbningstale til BSPC fremhævede formanden for det polske Senat, Bogdan Borusewicz, netop de nordiske lande som forbilleder.

- De nordiske lande ligger altid i toppen af internationale lykkemålinger og det skyldes ikke mindst det høje niveau af tillid, man har i disse lande, sagde Borusewicz.

- Tillid fører til vækst og fremgang, men hvis vi ser på konflikten mellem Rusland og Ukraine så vil den tværtimod stække den økonomiske fremgang i Østersøområdet. Vi har ikke plads til mistillid i vores region, understregede han.

Baltic Sea Parliamentary Conference

Baltic Sea Parliamentary Conference er en årlig forsamling af parlamentarikere fra landene omkring Østersøen, inklusive flere tyske og russiske delstater. BSPC blev oprettet i 1991, netop som en reaktion på afslutningen af den Kolde Krig, og har lige siden bidraget til udviklingen i Østersøregionen via en række initiativer og arbejdsgrupper.